Dansk historie

DANSK HISTORIE

INDLEDNING

Det danske samfund har rødder, der rækker flere tusinde år tilbage i tiden. Danmarks historie er vigtig at kende, hvis man vil forstå det danske samfund, som det ser ud i dag. Velfærdssamfundet, det politiske system, kulturen og hverdagslivet er resultater af en lang historisk udvikling. Geografisk ligger Danmark som porten til Østersøen. De forskellige europæiske stormagter har i tidens løb været interesserede i at have fri adgang til dette hav. Derfor har de ofte ønsket at svække Danmark, uden dog at udslette den stat, der vogtede indgangen til Østersøen. Danmark, som engang var del af et stort nordatlantisk imperium med mange forskellige befolkningsgrupper, er gradvist blevet reduceret til en lille nationalstat med en forholdsvis ensartet befolkning.

Danmark har gennem sin lange historie haft flere forskellige styreformer. Selv om de alle har haft monarkiet som statsform, har kongemagten spillet meget forskellige roller. Den nuværende styreform kaldes indskrænket monarki. Det vil sige, at kongemagten ikke har indflydelse på den førte politik. Men sådan har det ikke altid været. Det oprindelige valgkongedømme blev i 1660 afløst af et arveligt kongedømme, hvor kongen bestemte alt. Det enevældige monarki ophørte og blev afløst af Danmarks første frie forfatning, Danmarks Riges Grundlov, fra 1849. Den var udgangspunkt for udviklingen hen imod det eksisterende parlamentariske demokrati. I dag er kongen eller dronningen stadig formelt landets statsoverhoved. Men det er de folkevalgte politikere, der bestemmer den politiske linje.

I dette kapitel gives et overblik over nogle af de historiske begivenheder og epoker, der har haft stor betydning for Danmarks udvikling frem til i dag. Det er ikke en udtømmende danmarkshistorie. Mange andre historiske begivenheder og personer har sat deres præg på Danmarks udvikling. Formålet er at beskrive især de historiske hovedtræk og tendenser, der peger frem mod de tre centrale elementer i det danske samfund, der gennemgås i de efterfølgende kapitler:

– Det danske demokrati – Velfærdssamfundet – Danmarks forhold til omverdenen.

Når der i lærematerialet efter en person er angivet tidsperioder i parentes, refererer tidsperioden for så vidt angår regenter til den pågældende konge eller dronnings regeringstid, mens tidsperioden for andre personer angiver vedkommendes levetid. Som eksempler kan nævnes Christian 4. (1588-1648), der regerede fra 1588 til 1648, og Karen Blixen (1885- 1962), der levede fra 1885 til 1962.

DANMARK BLIVER ÉT RIGE – VIKINGETIDEN 750-1035

I Vikingetiden blev Danmark samlet under én konge, og magten i landet begyndte at blive centraliseret. Det var også i denne periode, at den kristne danske kirke blev grundlagt.

Vikingerne beskrives ofte som brutale krigere, og det var de også. Men i virkeligheden var langt de fleste danskere dengang ikke brutale krigere. Mange var bønder, der dyrkede jorden og holdt dyr, eller fredelige handelsmænd, der var i kontakt med mange andre folkeslag. Samfundet blev udviklet politisk og økonomisk, og vikingekongerne fik magt over et stort geografisk område. Den første kendte konge, Angantyr, samlede allerede omkring år 700 en del af det område, der senere blev til Danmark. Og i løbet af 900-tallet begyndte det ældste danske rige at tage form.

Selve ordet ”Danmark” kendes fra slutningen af 800-tallet. ”Dan” kommer af ”daner” og betegner det folkeslag, som boede i det danske område. ”Mark” betyder ”grænseområde”. Danmark var altså ”danernes grænseområde”. Navnet henviser sandsynligvis til grænsen mod sakserne, der levede i Nordtyskland. Første gang, man ser navnet Danmark brugt inden for landets grænser, er på en runesten fra cirka 955. Teksten er skrevet med Vikingetidens skrift, runer. Stenen findes i byen Jelling i Jylland. På stenen står der, at den er rejst af kong Gorm den Gamle. Omkring 10 år senere, i cirka 965, blev der rejst endnu en runesten i Jelling. Den blev ifølge teksten på stenen rejst af Gorm den Gamles søn Harald Blåtand. På stenen står der skrevet, at kong Harald vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Harald Blåtands Jellingsten kaldes derfor for Danmarks dåbsattest. For at sikre sit rige opførte Harald Blåtand omkring 980 en række ringborge til forsvar. De blev senere kaldt trelleborge efter navnet på en ringborg ved Slagelse på Sjælland. Tilsvarende anlæg blev opført i Jylland, på Fyn og i Skåne i Sydsverige. Disse imponerende militære anlæg var udtryk for, at Danmark nu var et samlet rige under én centralmagt.

VIKINGERNES KONTAKT MED OMVERDENEN

Danskerne havde meget kontakt med udlandet i Vikingetiden. Udviklingen af vikingeskibene gjorde det muligt at rejse langt. Vikingeskibene var nemlig langt mere sødygtige end tidligere tiders skibe. Vikingerne nåede derfor langt omkring både for at handle, og når de var på krigstogter. Vikingerne handlede med resten af Europa. De havde blandt andet kontakt med købmænd fra Rusland og de arabiske lande. I 800-tallet drog danske vikinger på krigstogt til England og Frankrig og så langt væk som Konstantinopel (Istanbul). På disse togter udplyndrede de klostre og byer og krævede skat af de lokale.

Nogle vikinger bosatte sig i de områder, som de erobrede, for eksempel i Normandiet i Frankrig. Vikingernes erobringer nåede højdepunktet, da vikingerne erobrede dele af England i slutningen af 900-tallet. Knud den Store (1018-1035) herskede fra 1016 over England og fra 1018 også over Danmark. 10 år senere blev han desuden konge af Norge. Dermed nåede vikingeriget sin største udstrækning. Det faldt dog ret hurtigt fra hinanden igen.

KONGEMAGT OG KIRKE – MIDDELALDEREN 1035-1520

I Middelalderen kæmpede kongen, kirken og adelen ofte om magten. Kongemagt og kirke blev dog med tiden tæt forbundet. Derudover var Middelalderen en periode præget af vigtige nyskabelser som Jyske Lov og stænderforsamlinger.

MAGTKAMP OG KALMARUNION

Efter Knud den Stores død i 1035 fulgte en ustabil periode. Det svækkede kongemagten, at en række danske konger blev myrdet. For eksempel blev Knud den Hellige (1080-1086) dræbt i en kirke i Odense i 1086. Gerningsmændene var stormænd, de rigeste i landet. De var utilfredse med, at kongen opkrævede bøder, hvis de ikke deltog i militærtjeneste. Oprøret og mordet på kongen gjorde det klart, at kongerne fremover kun kunne regere, hvis de traf bindende aftaler med stormændene. Disse aftaler udviklede sig efterhånden til egentlige kontrakter om magtens fordeling mellem kongen og stormændene, de såkaldte håndfæstninger. Den sidste håndfæstning blev underskrevet af Frederik 3. i 1648. Den blev annulleret i forbindelse med indførelse af arvekongedømmet i 1660.

Middelalderens konger skulle både sikre sig stormændenes og kirkens støtte. Nogle hundrede år efter at kristendommen blev indført, havde kirken fået stor magt. Den katolske kirke var en international organisation med stor indflydelse i Europa, og kirken kom hurtigt til at eje store jordområder i Danmark. Middelalderens danske konger måtte derfor sørge for, at kirken var på deres side. I Danmark blev kongemagten og kristendommen således tæt forbundet i Middelalderen. For eksempel fik biskop Absalon, der blev biskop i 1158, stor politisk magt.

Fra midten af 1100-tallet til midten af 1200-tallet vandt kongemagten fornyet styrke. I den periode regerede Valdemarerne, det vil sige Valdemar den Store (1157-1182) og hans sønner. At kongemagten var stærk kan blandt andet ses i Jyske Lov fra 1241. Det var nemlig nu kongen, der var lovgiver. Loven betragtes som et af de største fremskridt for det danske samfund i Middelalderen. Tidligere havde slægterne hævnet sig på hinanden, hvis der var begået forbrydelser. Jyske Lov gjorde op med denne form for blodhævn. Loven ophævede også store dele af den såkaldte sædvaneret, der byggede på uskrevne regler. Sætningen ”Med lov skal man land bygge” stammer fra indledningen til Jyske Lov. Loven gjaldt først kun i Jylland. Dele af Jyske Lov blev senere skrevet ind i Danske Lov fra 1683, den første fælles lov for hele Danmark.

I første halvdel af 1300-tallet var landet præget af splittelse og borgerkrig. Det lykkedes kong Valdemar Atterdag (1340-1375) at samle det danske rige igen og genopbygge den danske statsmagt. Da Valdemar Atterdag døde, omfattede riget også landsdelene Skåne, Halland og Blekinge, der i dag alle er dele af Sverige. I Valdemar Atterdags regeringstid hærgede pesten, der blev kaldt den sorte død. Pesten ramte omkring 1350 Danmark og resten af Europa og slog en tredjedel af befolkningen ihjel. Tragedien var med til at styrke kongens magt. Han inddrog nemlig meget af den jord, der havde tilhørt dem, som døde af pesten.

Da Valdemar Atterdag døde, efterlod han sig ingen mandlige arvinger. Stormændene valgte i stedet hans datter Margretes femårige søn, Oluf, som konge. I praksis blev det dog Margrete, der regerede, og hun fastholdt magten, da Oluf døde i 1387. Det lykkedes også Margrete 1. at blive regent i Norge, og i 1397 samlede hun Danmark, Norge og Sverige i en union. Den blev kaldt Kalmarunionen, fordi unionsaftalen blev underskrevet i den svenske by Kalmar. Unionen var en løs sammenslutning mellem de tre riger med Margrete 1. som regent. Da hun døde i 1412, blev hendes søsters barnebarn, Erik af Pommern (1412-1439), unionskonge. Kalmarunionen blev opløst i 1523, hvor Sverige rev sig løs. Norge forblev i union med Danmark indtil 1814.

STÆNDERSAMFUNDET

Det danske samfund gennemgik store forandringer i løbet af Middelalderen. Det udviklede sig ligesom andre europæiske samfund til et såkaldt stændersamfund. Der var i alt fire stænder, det vil sige befolkningsgrupper med forskellige rettigheder og pligter i samfundet: – Gejstligheden, det vil sige biskopperne og andre af kirkens mænd. – Adelen, som omfattede ældre tiders stormænd. – Borgerstanden, det vil sige borgerne i byerne. – Bønderne.

Af de fire stænder var det gejstligheden og adelen, der var vigtigst for kongens magt. De adelige var blandt andet fri for at betale skat. Til gengæld skulle de yde militær støtte til kongen, hvis der blev krig. Gennem håndfæstninger havde de rigeste adelsmænd (Danehoffet) fået stor magt over kongen. Fra 1300-tallet udpegede kongen selv medlemmerne af Danehoffet blandt ”rigets bedste mænd”. Men det var samtidig denne forsamling, der valgte, hvem der skulle være konge. Danmark var nemlig frem til 1660 et valgkongedømme, hvor tronen ikke automatisk gik i arv.

I anden halvdel af 1400-tallet afholdt man de første stændermøder i Danmark. Her diskuterede landets stænder forskellige emner, der var vigtige for landet. De fleste danske bønder var dog stadig ufrie, da de arbejdede for en godsejer som fæstebønder. Det vil sige, at de kun havde ret til at bruge deres jord og deres gård. De ejede ingen af delene og kunne ikke selv frit bestemme over dem. Selv om bønderne udgjorde omkring 80 procent af befolkningen, havde de næsten ingen politisk indflydelse. Stændermøder blev afholdt indtil 1660. I løbet af Middelalderen var Danmark langsomt blevet et samlet rige. Samtidig havde stændersamfundet slået rod, og det gav for en tid en vis politisk ro. Denne stabilitet blev dog stærkt udfordret af to stærke strømninger i Europa, der blev tydelige omkring 1500: de kirkelige reformationer og Renæssancen.

DANMARK BLIVER PROTESTANTISK – REFORMATIONEN 1520-1536

Med Reformationen i 1536 blev protestantismen indført i Danmark. Det betød samtidig, at kongens magt blev meget større. Kirken blev en statskirke underlagt kongen i stedet for paven, og kongen overtog kirkens gods. Nu var det kun kongen, der kunne udnævne de kirkelige embedsmænd.

REFORMATION OG BORGERKRIG

I Middelalderen var den danske kirke en del af den katolske kirke og hørte direkte under paven i Rom. Kirken var en rig og magtfuld institution. Men omkring 1500 blev dens magt truet af flere reformbevægelser. En af dem var den tyske munk Martin Luthers oprør mod den etablerede kirke. Oprøret førte til, at store dele af Nordeuropa brød med paven. I stedet blev der grundlagt uafhængige protestantiske kirker i nært samarbejde med de lokale fyrster.

Luthers protestantiske ideer kom til Danmark i 1520’erne. Det var især præsten Hans Tausen, der udbredte den lutherske lære. Den gik først og fremmest ud på, at man kun kunne opnå frelse gennem tro, ikke ved at gøre gode gerninger eller ved at købe aflad, det vil sige at betale penge til kirken. Både i Tyskland og Danmark begyndte Reformationen som en teologisk diskussion mellem gejstlige og verdslige magthavere. Men hurtigt udviklede den sig til en folkelig opstand, der var rettet mod den rige og magtfulde katolske kirke. Også kongerne var interesserede i Reformationen. På den måde kunne de nemlig få magten over kirken og overtage kirkens gods. Kong Christian 2. (1513- 1523) interesserede sig for Luthers lære, men han blev dog aldrig overbevist protestant.

Christian 2. blev efterhånden meget upopulær både i Danmark og Sverige. I Danmark vendte den magtfulde adel ham ryggen, fordi de mente, at han favoriserede borgerstanden på adelens bekostning. I Sverige blev han forhadt, fordi han i 1520 gav ordre til henrettelse af næsten hele den svenske stormandselite efter et erobringstogt op i Sverige. Denne handling blev betegnet som det stockholmske blodbad.

Det samlede resultat blev, at Sverige i 1523 løsrev sig fra Kalmarunionen, og samme år blev kongen også undsagt af de danske stormænd. Som følge deraf flygtede han fra Danmark og blev således den sidste unionskonge.

Christian 2.s farbror Frederik 1. (1523-1533) blev ny konge i Danmark, og ligesom Christian 2. havde han sympati for protestantismen. Frederik 1. døde i 1533, og året efter udbrød der borgerkrig i Danmark mellem kirkens katolske magthavere og tilhængerne af protestantismen. I 1534 valgte protestanterne Frederik 1.s søn hertug Christian til konge under navnet Christian 3. (1534-1559). Under hans ledelse vandt protestanterne i 1536 borgerkrigen.

Samme år blev Reformationen formelt gennemført. Danmark blev et protestantisk land, og kongen afsatte de katolske biskopper. Den danske kirke blev nu en fyrstekirke, det vil sige en kirke, som hørte under kongen i stedet for under paven. Reformationen medførte, at kirkens politiske magt blev meget mindre. Kongen tog kirkens gods og jord, som udgjorde omkring en tredjedel af landets dyrkede areal. Han nedlagde klostrene, og nu var det staten, der måtte tage sig af de syge og fattige. Det havde munke og nonner i klostrene hidtil gjort. Reformationen betød også, at kun kongen kunne udnævne kirkelige embedsmænd. På den måde kunne kirken nu bruges til at styrke kongemagten helt ud i alle hjørner af det danske rige.

Reformationen fik afgørende betydning for Danmarks historie, fordi den knyttede stat og kirke tæt sammen. Det blev begyndelsen til en stærk statsmagt, der i 1661 udviklede sig til kongelig enevælde.

CHRISTIAN 4. – RENÆSSANCEN 1536-1660

Christian 4. var en visionær og ambitiøs konge, der også beundrede det smukke i kunst og arkitektur. For Danmark var Renæssancen dog også en epoke præget af tabte krige og landområder. Selv om Danmark under Christian 4. tabte mange krige, er han gået over i historien som en af landets mest betydningsfulde konger.

Den bedst kendte konge i Renæssancen var Christian 4. (1588-1648). Han overtog i 1588 som 11-årig tronen efter sin far Frederik 2. I 1596 blev han myndig og kronet som konge af Danmark- Norge. Derudover var han hertug af Slesvig og Holsten. De to hertugdømmer havde siden 1460 haft de danske konger som hertuger. Christian 4. var en stor bygherre, og i første halvdel af 1600-tallet fik han opført mange byggerier – især i og omkring hovedstaden København. Han lod bl.a. opføre kendte bygningsværker som Frederiksborg Slot ved Hillerød, Københavns Børs samt Rosenborg Slot og Rundetårn i København.

Da Christian 4. overtog regeringsmagten, var Danmark den dominerende magt i Østersøområdet, men også Sverige havde store ambitioner som Østersømagt. Magtbalancen ændrede sig markant, da Christian 4. i årene 1625-1629 trak Danmark ind i Trediveårskrigen (1618-1648). Kongen led et stort militært nederlag i 1626, og da Danmark måtte trække sig ud af krigen i 1629, var Sverige blevet Østersøområdets førende magt. I de følgende århundreder mistede Danmark gradvist magt og indflydelse. Danmark var nu ikke længere en regional stormagt i Nordeuropa. Det dårlige forhold til Sverige fortsatte i resten af Christian 4.s regeringstid. I 1643 angreb Sverige Danmark, og ved freden i 1645 måtte Danmark blandt andet afstå øen Gotland i Østersøen, provinsen Halland og dele af Norge. Ved Christian 4.s død i 1648 var Danmark et land i dyb krise.

ENEVÆLDEN INDFØRES, OG ADELEN SVÆKKES (1660-1690)

Fra 1660 blev kongemagten gjort arvelig. I 1661 blev enevælden indført som styreform. Kongen kunne derefter frit ansætte embedsmænd, indføre love og opkræve skatter. Grundlaget for kongens nye magt blev Kongeloven fra 1665. Enevælden varede helt frem til 1848.

I 1648 tvang det adelige rigsråd, som repræsenterede den rigeste del af adelen, den nye konge, Frederik 3. (1648-1670), til at skrive under på en meget streng håndfæstning. Adelen ville ikke risikere, at kongen igen på egen hånd erklærede andre lande krig og led store nederlag på slagmarken, sådan som Christian 4. havde gjort. Adelen var også bange for at miste sine egne fordele, som for eksempel skattefriheden. I midten af 1600-tallet var der dog behov for at modernisere det danske samfund. Forsvaret af Danmark skulle gøres mere effektivt. Det var derfor nødvendigt at opkræve flere skatter for at betale soldaterne løn. Og da skatten i forvejen var høj, kom adelens skattefrihed under stadig hårdere pres.

I årene 1657-1660 var Danmark i to omgange igen i krig med Sverige. Under den første af disse krige erobrede svenskerne store dele af Danmark, som i 1658 måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge samt flere norske områder til Sverige. Senere samme år fortrød den svenske konge, at han ikke havde erobret hele Danmark. Igen blev der krig, og svenskerne belejrede København. Den danske hovedstad modstod imidlertid belejringen, og det lykkedes ikke den svenske konge at erobre flere danske områder.

Efter freden i 1660 blev der i København afholdt et stændermøde, hvor man skulle forsøge at få landets dårlige økonomi i orden igen. Under mødet voksede kravet om at afskaffe adelens særlige fordele. Og i oktober 1660 blev kong Frederik 3. enig med borgerstanden og gejstligheden om, at også adelen skulle betale for at genopbygge landet efter krigen. Adelen måtte også acceptere, at kongemagten fremover skulle gå i arv fra den regerende konge til hans nærmeste arving. I stedet for det tidligere valgkongedømme, hvor adelen i Rigsrådet valgte kongen, blev Danmark nu et arvekongedømme. Ved at gøre kongemagten arvelig undgik Danmarks konger at skrive under på håndfæstningerne, som indtil da havde begrænset deres magt og handlefrihed meget. Dermed var adelens magt brudt. Det lykkedes Frederik 3. med støtte fra borgerstanden og gejstligheden at gennemføre et fredeligt statskup, som sikrede ham magten alene.

Kongen brugte sin nye magt til i 1661 at indføre en ny styreform i Danmark efter europæisk forbillede. Den kaldtes enevælde, fordi kongen nu regerede landet helt alene. Rigsrådet blev afskaffet, og kongen fik hele magten. Han kunne nu selv ansætte embedsmænd, indføre love og opkræve skatter uden først at spørge stænderne om lov. Enevælden satte for alvor fart i udviklingen af det danske samfund. Der opstod en egentlig central statsadministration. Og Danmark fik en ny elite af borgerlige embedsmænd, som ikke havde arvet deres position, men opnået den på baggrund af deres faglige kvalifikationer. Som det eneste enevældige monarki i Europa fik Danmark i 1665 en nedskrevet grundlov, Kongeloven. Den var frem til 1849 grundlaget for kongens enevældige magt.

Kongeloven satte meget få grænser for, hvad kongen kunne og måtte. Han måtte ikke afgive sin enevældige magt hverken helt eller delvist. Han måtte heller ikke dele kongeriget mellem sine børn, men skulle lade det hele gå i arv til tronfølgeren. Endelig skulle han være protestant, altså tilhøre den evangelisk-lutherske kirke.

Kongemagten prægede i høj grad samfundets lovgivning. Hidtil havde Danmark haft flere love, der hver kun gjaldt for én del af landet. Men i 1683 udsendte Christian 5. lovsamlingen Danske Lov, som gjaldt for hele landet. Danske Lov indførte også et nyt retsprincip i Danmark, nemlig lighed for loven. Det vil sige, at alle skulle behandles ens, uanset hvilken stand man tilhørte. For første gang kunne adelige personer nu dømmes på lige fod med den øvrige befolkning.

Danske Lov var generelt præget af en human retsopfattelse, og loven styrkede borgernes retsstilling over for statsmagten. Forbrydelser mod kongemagten kunne dog stadig straffes hårdt. Det gjaldt ikke bare mord eller mordforsøg på kongen. Man måtte heller ikke fornærme kongen eller noget andet medlem af kongehuset. Det var kongen, der symboliserede staten, og derfor skulle ethvert forsøg på at skade kongen også opfattes som et angreb på selve staten.

OPLYSNINGSTIDEN (1690-1780)

Den europæiske oplysningstid var præget af idealer om fornuft og frihed til den enkelte. Ideerne blev også udbredt i Danmark fra midten af 1700-tallet. Kongens livlæge, Johann Friedrich Struensee, forsøgte at omsætte ideerne til praktisk politik. Selv om Struensees indflydelse kun varede kort, fik både hans og Oplysningstidens ideer stor betydning for det danske samfund.

KRIG OG HANDEL

I 1600- og 1700-tallene blev Danmark ligesom mange andre europæiske lande en kolonimagt. Den danske konge oprettede handelsstationer i Asien, blandt andet Trankebar i det nuværende Indien. Herfra kunne danske skibe fragte krydderier og andre kostbare specialiteter til Europa. Danmark byggede også forter på Afrikas vestkyst, hvorfra tusindvis af slaver blev sejlet til de danske kolonier i Vestindien (Skt. Thomas, Skt. Croix og Skt. Jan (på engelsk Sct. John)) i Caribien på den anden side af Atlanterhavet.

Danmark og Sverige var igen i krig med hinanden i Skånske Krig (1675-1679) og Store Nordiske Krig (1709-1720). Begge krige var danske forsøg på at generobre Skåne, Halland og Blekinge, som var blevet afstået til Sverige i 1658, men det lykkedes ikke at få områderne tilbage. Danmark måtte på dette punkt rette sig efter Storbritannien, Nederlandene, Frankrig og Rusland. Disse lande ønskede, at Øresund skulle forblive et internationalt farvand, man kunne sejle gennem uden Danmarks og Sveriges kontrol. Stormagterne ville heller ikke længere tillade, at Danmark og Sverige gik i krig med hinanden. Så efter utallige krige siden Middelalderen begyndte Danmark og Sverige nu i stedet at opbygge et fredeligt forhold til hinanden.

I første halvdel af 1700-tallet var der økonomisk krise i landbruget. For at sikre stabil arbejdskraft på godserne indførte kongen stavnsbåndet i 1733.

Stavnsbåndet indebar, at alle bønder skulle blive på det gods, hvor de var født, indtil de var 40 år. Bønderne kunne altså ikke selv bestemme, hvor de ville bo og arbejde. Godsejerne var dermed sikret fast arbejdskraft. Til gengæld skulle de stille soldater til hæren. De fleste bønder i Danmark var på den tid fæstebønder, det vil sige, at de boede på en af godsejerens mindre gårde. Fæstebønderne skulle både betale husleje til godsejeren og udføre hoveriarbejde, det vil sige gratis arbejde på godsejerens jord. Stavnsbåndets indførelse var et indgreb i fæstebøndernes frihed, som i forvejen var meget begrænset. For at øge produktionen på godserne pålagde godsejerne fra midten af 1700-tallet deres fæstebønder endnu mere hoveri.

OPLYSNINGSTIDENS IDEALER

Oplysningstiden var en brydningstid i Europa. Naturvidenskaben udfordrede det religiøse verdensbillede, og det svækkede på flere områder kirkens troværdighed og magt. Oplysningstidens idealer byggede på den opfattelse, at befolkningen gennem oplysning og selvstændig kritisk tænkning kunne blive frie og bedre mennesker. Fornuften skulle således føre til frihed for den enkelte. Sådanne tanker nåede også til Danmark. Det stadigt voksende borgerskab krævede at få del i magten og begyndte at angribe enevælden. Landets styre blev i midten af 1700-tallet gradvist moderniseret ud fra Oplysningstidens idealer. Kongen udpegede ministre til at tage sig af statens mange komplicerede sager. På den måde opstod der et egentligt bureaukrati med mange statsansatte embedsmænd.

Enevælden var sårbar, når kongen var svag. Det blev tydeligt i årene efter, at den kun 17-årige Christian 7. (1766-1808) blev konge. Han led af skizofreni og var derfor helt uegnet som regent. Den tyske læge Johann Friedrich Struensee vandt kongens tillid og blev ansat som hans livlæge. I 1769 indledte Struensee en kærlighedsaffære med Christian 7.s dronning, Caroline Mathilde, og han blev far til hendes andet barn.

Det lykkedes Struensee i årene 1770-1772 at opnå stor magt i Danmark, fordi kongen i praksis lod ham regere for sig. Struensee udsendte mange ordrer på kongens vegne. Blandt andet indførte han delvis trykkefrihed. På mange måder var Struensee fremsynet i sit forsøg på at modernisere Danmark ud fra Oplysningstidens tanker. Men han endte med at blive arresteret den 17. januar 1772. Struensee havde ikke været i stand til at sikre sig mod de gamle magthavere, som tog afstand fra hans reformer. Senere samme år blev han dømt til døden for majestætsfornærmelse. Ved en stor offentlig ceremoni blev han henrettet og ”lagt på hjul og stejle”, det vil sige, at hans krop efter henrettelsen blev parteret og udstillet offentligt.

EN NATIONALFØLELSE VOKSER FREM (ANDEN HALVDEL AF 1700-TALLET)

I slutningen af 1700-tallet blev det vigtigt at føle sig dansk, når man boede inden for det danske riges grænser. Også sproget fik en stor betydning for den begyndende følelse af national identitet.

Danmark var i 1700-tallet en helstat med flere forskellige folkeslag, der ikke alle talte samme sprog. Det var i høj grad kongen og den fælles kirke, der holdt helstaten sammen. Kongen regerede over kongeriget Danmark, der var tæt forbundet med Norge, som også havde den danske konge som monark – altså et dobbeltmonarki. Kongen var også hertug i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvor de fleste indbyggere talte tysk. Og endelig regerede han over de store danske landområder i Nordatlanten: Grønland, Island og Færøerne. Der eksisterede ikke en egentlig national dansk identitet før slutningen af 1700-tallet, hvor nationalitet så småt begyndte at spille en rolle for den nye velhavende middelklasse i byerne. For eksempel stod der i den første lov om indfødsret fra 1776, at man skulle være født i enten Danmark- Norge, Slesvig eller Holsten for at blive ansat i den danske stat. Det var blandt andet en reaktion mod Struensees styre, hvor mange af embedsmændene havde været af tysk afstamning.

LANDBOREFORMERNE (1780-1800)

Landboreformerne har spillet en stor rolle i udviklingen af både det danske landbrug og det danske samfund. I løbet af 1800-tallet udviklede landbruget sig fra et middelalderligt system med fæstebønder til et mere moderne landbrug med selvejende bønder. Udviklingen foregik i store dele af Europa i tiden fra omkring 1750. I Danmark førte den blandt andet til, at stavnsbåndet gradvis blev ophævet fra 1788.

I 1700-tallet arbejdede størstedelen af den danske befolkning i landbruget. Fæstebønderne blev gradvist mere og mere utilfredse med den store mængde hoveriarbejde, som godsejerne tvang dem til at udføre på godserne. Det var samtidig gode tider for landbruget, og de mest fremsynede godsejere ville derfor gerne drive deres landbrug mere moderne og effektivt, end det havde været muligt under den eksisterende ordning.

Allerede Struensee havde forsøgt at ophæve stavnsbåndet, som bandt fæstebønderne til deres hjemegn, men det var ikke lykkedes. Tankerne om at ændre forholdet mellem fæstebønder og godsejere havde dog slået an. Efter at kronprins Frederik fra 1784 regerede for sin sindssyge far (kong Christian 7.), gik udviklingen hurtigt. Fra 1788 blev stavnsbåndet ophævet. Ophævelsen betød, at fæstebønder selv kunne vælge, om de ville blive boende på det gods, de havde hørt til, eller flytte væk derfra.

Stavnsbåndets ophævelse blev et vigtigt symbol på landboreformerne, som er det fælles udtryk for de mange forandringer i landbruget i slutningen af 1700-tallet. Et vigtigt resultat af reformerne var også, at bønderne fik mulighed for selv at eje jord. Godsejerne solgte nemlig i mange tilfælde jorden til de bønder, som hidtil havde lejet den. Man fordelte i mange tilfælde også landsbyens fælles jord mellem de enkelte gårde. På den måde fik den enkelte bonde samlet sine marker på ét sted, så jorden kunne dyrkes mere effektivt. Tidligere lå bøndernes gårde samlet i en landsby. Nu blev mange gårde flyttet ud fra landsbyerne til bondens egen jord. Denne udflytning af gårdene præger stadig det danske landskab.

Selv om landboreformerne forbedrede vilkårene for fæstebønder og selvejere, var livet på landet hårdt. En voldsom vækst i befolkningstallet gennem århundredet betød, at mange ikke havde nogen chance for at få deres egen gård. Dermed opstod en ny underklasse på landet, nemlig husmændene. De boede typisk i mindre huse og havde ingen marker at dyrke, men højst lidt jord, hvor de kunne holde husdyr. I stedet arbejdede de som landarbejdere på gårdene eller godserne.

ENGLANDSKRIGE OG STATSBANKEROT (1800-1814)

Gennem det meste af 1700-tallet var der fred i Danmark, der holdt sig neutralt i krigene i Europa. Danmark blev dog indblandet i Napoleonskrigene, som fulgte efter Den Franske Revolution i slutningen af 1700-tallet. Et militært nederlag i 1807 kastede Danmark ud i store økonomiske problemer, og landet endte med at gå bankerot. Krigene i perioden kaldes i Danmark for Englandskrigene, fordi Danmark blev allieret med Frankrig i krigen mod England.

Napoleonskrigene begyndte i 1792, og i krigenes første tid var Danmark neutralt. Danmark havde en stor handelsflåde og tjente godt på at sejle varer på verdenshavene, blandt andet til England og Frankrig. I 1800 ville Storbritannien imidlertid ikke længere acceptere, at danske krigsskibe beskyttede de handelsskibe, som fragtede varer mellem de lande, der var i krig. Den 2. april 1801 sejlede en britisk flåde til København og angreb den danske flåde. Slaget kaldes Slaget på Reden, fordi det fandt sted i farvandet lige uden for byens havn, der kaldtes Københavns Red. Briterne erobrede dog ikke i denne omgang den danske flåde. Men Danmark måtte opgive at beskytte sine handelsskibe militært.

I 1807 blev Danmark for alvor trukket ind i krigen. Den franske kejser Napoleon 1. ville føre økonomisk krig mod Storbritannien ved at blokere handelsruterne til og fra Storbritannien med krigsskibe. For at forhindre Napoleon i at bruge de danske skibe i blokaden valgte briterne denne gang at beslaglægge hele den danske flåde. En britisk hær gik i august 1807 i land i Nordsjælland og omringede København. Fra den 2. september og tre døgn frem bombarderede briterne København med kanoner og raketter. Mange hundrede københavnere blev dræbt, og en del af byen brændte ned. Til sidst erobrede briterne hele den danske flåde og sejlede den til Storbritannien. Episoden kaldes Københavns Bombardement. Efter nederlaget i 1807 blev Danmark tvunget til at vælge side og valgte Frankrig. Der var ikke flere alvorlige kampe på dansk område under Napoleonskrigene. Men krigen gav Danmark store økonomiske problemer, dels på grund af store udgifter til militæret, dels på grund af svigtende indtægter fra told og handel. I 1813 var situationen så alvorlig, at den danske stat gik bankerot.

Det var også et problem for Danmark, at landets allierede, Frankrig, tabte Napoleonskrigene til de øvrige europæiske stormagter. Ved fredsaftalen i Kiel i 1814 måtte Danmark afgive Norge til Sverige. Sverige og Rusland havde nemlig tidligere aftalt, at Sverige efter Napoleons nederlag skulle modtage Norge som kompensation for at have afstået Finland til russerne i 1809. I stedet fik Danmark det lille tyske fyrstedømme Lauenburg. Grønland, Færøerne og Island hørte stadig til Danmark ligesom Slesvig og Holsten. Men nu, hvor Norge ikke længere var en del af den danske helstat, udgjorde den tysktalende befolkning i hertugdømmerne en relativt stor del af Danmarks samlede befolkning. Dermed blev forskellene mellem dansk og tysk kultur mere tydelige. Dét problem voksede i takt med, at den danske nationalfølelse blev stærkere i kongeriget Danmark. Samtidig voksede en ny fællestysk nationalfølelse frem syd for grænsen.

Englandskrigene reducerede Danmark til en småstat uden den flåde, som havde været et af landets vigtige magtmidler. Danmark var fra da af ikke længere i stand til at sikre sine grænser alene. Landet blev ramt af en langvarig økonomisk krise, der først aftog omkring 1840.

DANMARKS VEJ TIL DEMOKRATIET (1814-1850)

I 1800-tallet blev Danmark påvirket af de demokratiske og nationale strømninger, som blandt andet udsprang af Den Franske Revolution i 1789. De demokratiske ideer kom for eksempel til udtryk ved, at der blev oprettet stænderforsamlinger, der gradvist øgede den politiske bevidsthed i befolkningen. I midten af 1800-tallet lykkedes det på fredelig vis at afskaffe enevælden og indføre en fri forfatning i kongeriget. Denne proces havde i flere andre europæiske lande krævet blodige revolutioner.

Som følge af den fornyede folkelige uro i Europa blev Frederik 6. (1808-1839) i 1834 presset til at oprette stænderforsamlinger. Det vil sige møder, hvor repræsentanter for forskellige befolkningsgrupper deltog. Ved sådanne møder kunne kongen spørge befolkningen til råds og måske få støtte til sin politik. Stænderforsamlingerne skulle give folket mere indflydelse på politikken. Men der var ikke tale om demokratiske parlamenter i moderne forstand. Stænderforsamlingerne kunne kun give kongen gode råd og stille forslag, men ikke vedtage love.

Der blev oprettet fire stænderforsamlinger: én for Jylland, én for øerne, én for Slesvig og én for Holsten. Det var et vigtigt skridt på Danmarks vej mod demokrati. Selv om det kun var mænd med en vis formue eller indtægt, der kunne vælges til disse forsamlinger, gjorde stænderforsamlingerne mange flere borgere interesserede i politik. Der opstod efterhånden en politisk kultur i Danmark, og forskellige politiske bevægelser så dagens lys.

Op mod midten af 1800-tallet blev de politiske spændinger i det danske samfund stærkere. Modstanden mod enevælden blev større og større. I 1848 udbrød der revolution i mange europæiske hovedstæder. Der blev ikke revolution i Danmark, men uroen rundt om i Europa påvirkede landet. Borgerskabet i København krævede i marts 1848, at kong Frederik 7. (1848-1863) skulle indføre en fri forfatning. Presset af den ophidsede folkestemning valgte kongen at efterkomme kravet. Han ophævede den enevældige statsform og erklærede sig som konstitutionel konge, hvilket indebar, at han skulle regere i samarbejde med folket. Den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. Danmarks første frie forfatning, Danmarks Riges Grundlov.

Med grundloven fik Danmark et parlament med to lovgivende instanser, Folketinget og Landstinget, der samlet blev kaldt Rigsdagen. Efter næsten 200 år under enevældige konger fik en del af den danske befolkning nu direkte indflydelse på lovgivningen. Mænd over 30 år kunne vælge medlemmer til Rigsdagen. Hverken kvinder, unge under 30 år eller fattige havde dog stemmeret. For at blive valgt til Folketinget skulle man være fyldt 25 år, mens medlemmer af Landstinget skulle være fyldt 40 år og have en høj indkomst. Ikke desto mindre var grundloven meget demokratisk og liberal sammenlignet med andre staters forfatninger på den tid. Tidligere kunne kongen lovgive på egen hånd. Med grundloven blev det fastslået, at den lovgivende magt var hos kongen og Rigsdagen i forening.

DE SLESVIGSKE KRIGE (1848-1864)

I første halvdel af 1800-tallet voksede nationalbevidstheden i Danmark, og det samme gjorde modsætningsforholdet mellem dansk- og tysksindede. Det udløste i 1848-1850 en borgerkrig mellem kongeriget Danmark og tysksindede oprørere i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Danmark vandt krigen, men problemet var ikke løst. I 1864 udløste de nationale spændinger igen en krig. Denne gang vandt tyskerne, og Danmark mistede både Slesvig og Holsten.

Den øgede nationalbevidsthed og de demokratiske tanker skabte spændinger mellem den dansktalende og den tysktalende del af befolkningen. I helstaten, det vil sige kongeriget Danmark samt hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg, havde forskellige grupper i befolkningen talt forskellige sprog, uden at det hidtil havde voldt problemer. Nu blev det at være dansker også forbundet med at tale dansk. Hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvor folk overvejende talte tysk, truede med at rive sig løs fra Danmark. De ville i stedet være en selvstændig stat med egen forfatning. Denne stat skulle være medlem af Det Tyske Forbund, en sammenslutning af tyske stater, som var blevet oprettet i 1815 efter Napoleonskrigene.

Befolkningen i Holsten var tysk, og mange så det som naturligt, at holstenerne gerne ville rive sig løs fra Danmark. Men i Slesvig var der både dansktalende og tysktalende indbyggere. Det var det såkaldte slesvigske problem.

Folk og politikere på begge sider af grænsen diskuterede, hvor den danske grænse burde gå. Nogle mente, at Danmarks naturlige grænse mod syd gik ved floden Ejderen, som adskiller Slesvig fra Holsten. Dette synspunkt blev kendt som Ejderpolitikken. Andre politiske grupper arbejdede for et kompromis, sådan at Slesvig kunne deles i en dansk og en tysk del. Atter andre – især konservative kræfter – ønskede, at både Slesvig og Holsten skulle forblive knyttet til Danmark i en helstatsløsning.

DEN 1. SLESVIGSKE KRIG

I 1848 fik repræsentanter fra stænderne i Slesvig og Holsten afslag på deres krav om en selvstændig fri forfatning for Slesvig-Holsten i lighed med den danske grundlov, der var på vej. Afslaget førte til borgerkrig mellem slesvig-holstenske oprørere og den danske hær. Et stort antal soldater fra Det Tyske Forbund blev sat ind i krigen på hertugdømmernes side. I 1849 udkæmpede Danmark og slesvigholstenerne en række slag. Et af dem var ved Fredericia i juli, hvor den danske hær sejrede. I 1850 pressede stormagten Rusland Det Tyske Forbund til at trække sine hjælpetropper ud af konflikten. Derefter vandt den danske hær en række afgørende sejre, blandt andet ved Isted i juli 1850. Det var det blodigste slag under krigen med tusindvis af døde og sårede. Efter en mægling fra de europæiske stormagter blev resultatet, at de to hertugdømmer fortsat skulle være dele af den danske helstat. Den løsning skulle vise sig ikke at holde længe. Krigen i perioden 1848-1850 kaldes Den 1. Slesvigske krig.

DEN 2. SLESVIGSKE KRIG

Efter Den 1. Slesvigske Krig havde Danmark lovet stormagterne, at Danmark ikke ville binde Slesvig tættere til sig end Holsten. Men Danmark brød sit løfte til stormagterne. I 1863 vedtog den danske rigsdag, presset af folkestemningen, en ny fælles forfatning for både Danmark og Slesvig, men ikke for Holsten. De tyske stater opfattede med god ret den dansk-slesvigske forfatning som en provokation og et brud på den aftale, der var indgået. Preussen, hvis politiske leder var den magtfulde Otto von Bismarck, erklærede derfor sammen med Østrig krig mod Danmark i februar 1864. Denne krig kaldes Den 2. Slesvigske Krig.

Danmark blev angrebet sydfra, og de danske styrker regnede med, at Dannevirke ville beskytte dem mod angrebet. Dannevirke var et forsvarsanlæg, som siden Vikingetiden havde været en stærk forsvarslinje. Men i februar 1864 måtte den danske hær evakueres i al hast fra Dannevirke, blandt andet fordi modstanderne var i overtal. Dele af den danske hær trak sig nordpå i Jylland. Hovedparten af soldaterne holdt dog forsvarsstillingen ved Dybbøl nær Sønderborg, som var mere udbygget og i bedre stand end Dannevirke. Den 18. april angreb preusserne Dybbøl efter et langvarigt bombardement, og de underlegne danske styrker led nederlag. Hele Jylland blev besat af fjendtlige styrker, og da preusserne i slutningen af juni også erobrede øen Als, måtte de danske politikere indse, at krigen var tabt.

Nederlaget i 1864 var en katastrofe for Danmark. Efter nederlaget måtte Danmark afstå Slesvig, Holsten og det lille hertugdømme Lauenburg til Preussen og Østrig. Den danske stat havde med ét mistet en femtedel af sin befolkning og en tredjedel af sit territorium. Danmark bestod derefter af kongeriget, Grønland, Færøerne og Island samt – indtil 1917 – de tre små vestindiske øer. Dermed fik Danmark efter 1864 en mere ensartet befolkning end nogensinde før. Indbyggerne i kongeriget talte samme sprog, havde samme forfatning og var kulturelt temmelig ens, selv om der stadig var stor forskel på rig og fattig. I modgangen efter nederlaget i 1864 voksede den danske nationale identitet sig stærk. Sprog og kultur kom til at betyde meget. Mange sønderjyder boede nu i det tyske kejserrige syd for grænsen, men følte sig danske. Først i 1920 blev de dansksindede områder i den nordlige del af Slesvig genforenet med Danmark.

Krigen og tabet af hertugdømmerne i 1864 betød, at Danmark nu var helt uden indflydelse på de europæiske stormagters beslutninger. Bismarck havde i 1871 samlet de tyske stater i et stærkt kejserrige, og Danmark stod nu helt i skyggen af sin store nabo mod syd. Sikkerhedspolitisk valgte Danmark derefter at være strengt neutral og opretholdt kun et svagt militært forsvar.

INDUSTRIALISERING OG NYE POLITISKE BEVÆGELSER (1864-1900)

Sidste halvdel af 1800-tallet var præget af en omfattende modernisering af det danske samfund efter de store politiske ændringer i 1848-1849. Der kom gang i en industriel udvikling, velstanden steg, og nye politiske reformer skulle sikre en mere fri økonomi.

DEN FØRSTE INDUSTRIALISERING

Industrialiseringen begyndte i England allerede i midten af 1700-tallet. De vigtigste årsager til industrialiseringen var blandt andet udviklingen af dampmaskinen, de første jernbaner (i begyndelsen af 1800-tallet) samt adgangen til energi i form af store kulreserver. I Danmark og mange andre europæiske lande slog industrialiseringen dog først igennem i sidste halvdel af 1800-tallet. Og det var først efter 2. Verdenskrig, at Danmark gik fra at være et landbrugssamfund til at blive et egentligt industrisamfund.

I tiden op til 1. Verdenskrig udgjorde landbrugsprodukter 90 procent af den danske eksport. Landbruget var således fortsat det dominerende erhverv. Industrialiseringen fik dog store dele af befolkningen til at flytte fra landet og ind til byerne for at arbejde i industrien. Dermed opstod en helt ny samfundsgruppe af arbejdere. De arbejdede typisk på de nye fabrikker i byen og boede i små lejligheder i store etageejendomme. Flere af de organisationer og traditioner, der præger det danske arbejdsmarked i dag, blev grundlagt i denne periode.

SLAGET PÅ FÆLLEDEN OG SEPTEMBERFORLIGET

Den første industrialisering af Danmark skabte nye økonomiske og politiske vilkår. De mange arbejdere i industrien havde fælles interesser. De ville blandt andet sikre sig den højest mulige løn for arbejdet, rimelige arbejdstider og bedre sikkerhed på arbejdspladserne. De mange arbejdere begyndte at samle sig, og i 1871 opstod der en arbejderbevægelse i Danmark. Den var en del af den socialistiske bevægelse Internationale, som organiserede arbejdere i mange lande. I aviser og på løbesedler opfordrede bevægelsens ledere til strejker og demonstrationer for at kræve bedre vilkår og højere løn til arbejderne. Arbejdsgiverne fastholdt på deres side retten til at lede og fordele arbejdet. Perioden var derfor præget af strejker og sammenstød. Det mest kendte sammenstød mellem demonstrerende arbejdere og myndighederne var Slaget på Fælleden, der fandt sted i maj 1872. Det var et stort arbejdermøde i København, som endte i kampe mellem politi og soldater på den ene side og arbejdere på den anden. Ingen blev dræbt på Fælleden, men mange blev fængslet.

Der opstod også et politisk arbejderparti, Socialdemokratiet. Det var i begyndelsen en del af arbejderbevægelsen, men blev i 1878 et selvstændigt parti. I 1884 blev de to første socialdemokrater valgt til Folketinget.

En langvarig strid i 1899 mellem arbejdsgivere og arbejdere endte i september samme år med en historisk aftale, Septemberforliget. Arbejdsmarkedets to hovedorganisationer – der i dag hedder DA (Dansk Arbejdsgiverforening) og LO (Landsorganisationen i Danmark, som repræsenterer arbejderne) – anerkendte her hinandens medlemmers rettigheder. Arbejdsgiverne bevarede deres ret til at lede og fordele arbejdet. Arbejderne fik ret til at strejke efter nærmere bestemte regler. Septemberforliget ligger stadig til grund for den måde, man laver aftaler på det danske arbejdsmarked.

ANDELSBEVÆGELSEN

Mens industrien voksede i byerne, skete der også forandringer på landet. I midten af 1800-tallet havde Danmark eksporteret store mængder korn til udlandet. Situationen ændrede sig imidlertid i midten af 1870’erne. Nu gjorde dampskibe og jernbaner det muligt for USA og de østeuropæiske lande at eksportere billigt korn til Vesteuropa, hvilket fik kornpriserne til at falde drastisk. Derfor valgte de danske landmænd at opdrætte kvæg og svin. I samme periode blev andelsbevægelsen grundlagt i Danmark. Bønderne slog sig sammen om at oprette blandt andet mejerier og brugsforeninger. Her samarbejdede de om indkøb og produktion og delte overskuddet i forhold til hvert enkelt medlems omsætning. Et bærende princip i andelsbevægelsen var, at medlemmer stemte efter ”hoveder, ikke høveder”. Det betød, at en landmand (et hoved), som kun havde få dyr (høveder), formelt set bestemte lige så meget som en storbonde med mange dyr og store marker.

Der blev også oprettet andelsslagterier, som sikrede landmændene kontrol med både produktion og afsætning af deres kød. Andelsbevægelsen har betydet meget for dansk landbrugs udvikling og for samfundet som helhed. De demokratiske principper, der lå til grund for andelstanken, er senere blevet en vigtig del af det moderne danske samfund. Der findes stadig mange andelsvirksomheder, selv om de fleste efterhånden har fjernet sig ret langt fra deres oprindelige grundlag, både hvad angår størrelse og ledelsesform.

Også arbejderbevægelsen oprettede virksomheder, der byggede på andelstanken. De blev kaldt kooperationer. Det var for eksempel bryggerier, der producerede på lige vilkår med andre virksomheder. Men det var arbejderne eller forbrugerne selv, der ejede dem. Virksomhederne skulle ikke give overskud til ejerne ligesom almindelige virksomheder.

TIDEN OMKRING 1. VERDENSKRIG (1900-1920)

Det danske samfund var politisk indadvendt i årtierne efter Danmarks nederlag i Den 2. Slesvigske Krig i 1864. Mange anså tabet af hertugdømmerne for en national tragedie, som Danmark ville have svært ved at overvinde. Indenrigspolitisk opstod der en markant konflikt mellem godsejerpartiet Højre og bondepartiet Venstre.

PARLAMENTARISMENS GENNEMBRUD

I slutningen af 1800-tallet blev den politiske strid hårdere mellem Rigsdagens højre- og venstrekræfter. De organiserede sig omkring 1870 i to politiske partier, Højre og Venstre. Partiet Venstre, der repræsenterede bønderne, havde flertal i Folketinget. Det konservative parti Højre havde flertal i Landstinget. I denne periode gennemførte Højre-regeringer, der var udpeget af kongen og ledet af J.B.S. Estrup, en lang række såkaldte provisoriske (foreløbige) finanslove, selv om regeringen var i mindretal i Folketinget. Perioden kaldes derfor for Provisorietiden. Folketinget, der var domineret af Venstre, søgte til gengæld at blokere regeringens politik. Resultatet blev, at lovgivningsarbejdet gik i stå. Først med Systemskiftet i 1901 blev den fastlåste situation brudt, og det parlamentariske princip blev indført. Ifølge det parlamentariske princip er det alene Folketinget, der bestemmer, hvem der skal have regeringsmagten. En regering må ifølge dette princip ikke have et flertal i Folketinget imod sig. 1901 blev et vendepunkt for det danske demokrati. Det parlamentariske princip blev dog først indskrevet i grundloven, da den blev ændret i 1953. Ved samme ændring blev Landstinget afskaffet, så parlamentet nu kun består af ét kammer, Folketinget.

Efter lange politiske kampe overtog Venstre regeringsmagten i 1901. Men i takt med at det danske samfund udviklede sig, kom der flere politiske partier til. Et af dem var Det Radikale Venstre. Det blev dannet i 1905 af udbrydere fra Venstre. Det var især akademikere og husmænd, der stemte på det nye parti. I 1915 tog det gamle godsejerparti Højre navneforandring til Det Konservative Folkeparti. Partiet markerede dermed, at det ønskede at tiltrække andre vælgere end landets godsejere og det velhavende borgerskab.

VERDENSKRIG (1914-1918)

I 1914 brød 1. Verdenskrig ud, da Tyskland og Østrig-Ungarn angreb Serbien, Rusland og Frankrig. Efterhånden blev de fleste europæiske magter, og siden også USA, inddraget i krigen. Det neutrale Danmark lå geografisk tæt på krigens fronter, men blev ikke direkte berørt af verdenskrigen. Efter pres fra Tyskland valgte Danmark dog i 1914 at lægge miner ud i nogle af de danske farvande. Formålet var at forhindre britiske krigsskibe i at sejle ind i Østersøen og dermed true Tyskland derfra; men minefelterne kunne også hindre tyske skibe i at sejle gennem de danske stræder.

Én befolkningsgruppe blev særligt involveret i 1. Verdenskrig. Det var de dansksindede slesvigere syd for grænsen langs Kongeåen. I alt døde cirka 6.000 danske sønderjyder i tysk krigstjeneste under 1. Verdenskrig. Også de danske kolonier i Vestindien kom i fokus på grund af krigen. USA frygtede, at Tyskland skulle besætte Dansk Vestindien. De tilbød derfor i 1915 den danske regering at købe Skt. Thomas, Skt. Croix og Skt. Jan (på engelsk Sct. John). Efter en folkeafstemning i Danmark blev øerne i 1917 solgt for 25 mio. dollars. Til gengæld anerkendte USA’s regering, at Grønland fuldt og helt hørte under Danmark.

GENFORENINGEN

Tyskland tabte 1. Verdenskrig, og det gjorde det muligt for Danmark at kræve de dansksindede områder af Slesvig tilbage. I 1920 stemte befolkningen i Nord- og Mellemslesvig om, hvorvidt den ønskede at tilhøre Tyskland eller Danmark. Afstemningen i Nordslesvig fandt sted den 10. februar 1920. Et stort flertal stemte for, at Nordslesvig skulle forenes med Danmark. Ved afstemningen den 14. marts 1920 i Mellemslesvig, hvor Flensborg var den største by, bestemte et stort flertal derimod, at området skulle tilhøre Tyskland. I juli 1920 blev grænsen formelt flyttet sydpå fra Kongeåen til den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland. Nordslesvig – nu kaldet Sønderjylland – blev dermed genforenet med Danmark. Man kalder Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark for Genforeningen. Men der var dog stadig et tysk mindretal på den danske side af grænsen og et dansk mindretal på den tyske side. Disse mindretals rettigheder blev i 1955 lagt fast i København-Bonn-erklæringerne, hvilket sikrede en rolig udvikling i grænselandet.

FORFATNINGSKRISE OG DEMOKRATIETS UDVIDELSE

En vigtig politisk udvikling i denne periode var, at danske kvinder fik stemmeret. I 1903 havde kvinderne fået stemmeret og var blevet valgbare, men kun til kirkens menighedsråd. Fra 1908 fik kvinderne også stemmeret til sogne- og byråd. Og endelig i 1915 blev grundloven ændret, så de danske kvinder fik både valgbarhed og valgret. Så kvinder også kunne stille op til Rigsdagen, og stemme ved valg. Dermed fulgte Danmark tendensen i andre europæiske lande, hvor kvindebevægelser havde presset på for at sikre kvinder politisk indflydelse på lige fod med mænd. På verdensplan var Danmark det 12. land til at indføre valgret og valgbarhed for kvinder ved parlamentariske valg.

Kort før Genforeningen oplevede Danmark i forbindelse med Påskekrisen sin alvorligste forfatningskrise i nyere tid. I påsken 1920 afskedigede kong Christian 10. regeringen på grund af uenighed om det sønderjyske spørgsmål. Dette skete, selvom regeringen ikke havde et flertal imod sig i Folketinget. Mod tradition og forventning nægtede den afgående regering at fungere videre, indtil en ny regering var dannet. Kongen måtte derfor på eget ansvar udpege et såkaldt forretningsministerium, der kun havde én opgave: at udskrive valg til Rigsdagen.

Inden da havde kongen og regeringen i længere tid været uenige. Det var især uenigheden om den nye grænse til Tyskland, der udløste Påskekrisen. Kongens optræden under Påskekrisen i 1920 udløste store demonstrationer og politiske protester, og den blev af dele af dagspressen betegnet som et statskup. Flere begyndte at tale om at afskaffe monarkiet. Krisen drev over, da kongen og de politiske ledere efter intense forhandlinger blev enige om at udpege et nyt forretningsministerium, som også politikerne kunne acceptere. Siden da har kongemagten ikke blandet sig direkte i politik. Ved det efterfølgende valg mistede den afskedigede regering sit flertal. Den havde været ledet af Det Radikale Venstre og blev afløst af en regering udgjort af partiet Venstre. Venstreregeringen beholdt magten indtil 1924, hvor den afløstes af en socialdemokratisk regering ledet af Thorvald Stauning. Han var Danmarks første socialdemokratiske statsminister. I denne regering indgik også landets første kvindelige minister. Hun hed Nina Bang og blev undervisningsminister.

SOCIALREFORMER OG POLITISK SAMARBEJDE (MELLEMKRIGSTIDEN 1918-1939)

Perioden mellem de to verdenskrige var præget af krise og politisk uro, både i Danmark og resten af verden. I Europa stod opgøret mellem demokrati og diktatur. I 1930’erne var verden i økonomisk krise, og også i Danmark voksede arbejdsløsheden. Det udløste mange konflikter på arbejdsmarkedet og gav Socialdemokratiet stor opbakning. Antidemokratiske ideologier slog aldrig for alvor igennem i Danmark. Det store flertal af de danske vælgere blev ved med at stemme på de gamle partier både før og under 2. Verdenskrig.

Mens fascismen vandt frem i Tyskland og Italien, lykkedes det at fastholde demokratiet i Danmark. Samtidig indtraf en af de alvorligste internationale begivenheder i denne periode, Børskrakket på Wall Street i New York i oktober 1929. Aktiekurserne faldt voldsomt, og den økonomiske krise spredte sig til resten af verden. I Danmark blev især landets hovederhverv, landbruget, hårdt ramt af krisen. Priserne på korn og kød faldt dramatisk. Tusindvis af landmænd blev tvunget til at sælge deres gårde, fordi de ikke tjente penge nok. Arbejdsløsheden steg voldsomt. I nogle byer nåede den op over 30 procent i begyndelsen af 1930’erne.

I 1929 dannede Socialdemokratiet regering sammen med Det Radikale Venstre. Regeringen forsøgte at mildne krisen ved forskellige indgreb. Den 30. januar 1933 – samme dag som Adolf Hitler blev rigskansler i Tyskland – indgik regeringen og de gamle politiske partier det såkaldte Kanslergadeforlig, der fik dette navn, fordi de afgørende forhandlinger fandt sted i statsministerens bolig i Kanslergade i København. Det var et vidtgående, men bredt forlig, der tog hensyn til både arbejdsgivernes og arbejdernes interesser. Forliget forhindrede lavere løn til arbejderne, men forbød strejker i et år. Det var også nødvendigt at støtte landbruget, der var hårdt ramt af den økonomiske krise. Forliget gjorde det nemmere for landmænd at låne penge, så de undgik at gå fallit. Samtidig blev den danske valuta devalueret, det vil sige, at dens værdi blev sænket. Det gjorde det nemmere at sælge landbrugsvarer til Storbritannien.

I forbindelse med Kanslergadeforliget blev der også vedtaget en socialreform, der blandt andet gav klarere regler for, hvem der havde ret til hvilke statslige ydelser. Samtidig skulle staten nu finansiere hjælp til fattige og flere andre opgaver, som tidligere havde hørt under kommunerne. Over for Tyskland førte Danmark en meget forsigtig udenrigspolitik. Den radikale udenrigsminister Peter Munch førte neutraliteten fra 1. Verdenskrig videre, og det skete på en måde, så Danmark tog meget store hensyn til tyske interesser. I 1939 indgik de to lande efter tysk ønske en aftale, hvori begge parter lovede ikke at angribe hinanden. Men det nazistiske diktatur i Tyskland førte Europa ud i en ny verdenskrig. Og denne gang blev Danmarks neutralitet ikke respekteret.

DANMARK BLIVER BESAT AF TYSKLAND (2. VERDENSKRIG 1939-1945)

2. Verdenskrig brød ud i september 1939, da Tyskland angreb Polen. Danmark blev besat af Tyskland i 1940 og var besat indtil 1945. Tyskland krævede, at Danmark samarbejdede med den tyske besættelsesmagt. Under krigen voksede en dansk modstandsbevægelse frem.

Danmark blev, ligesom Norge, angrebet og besat af det tyske militær den 9. april 1940. Den officielle tyske forklaring var, at Tyskland ville beskytte Danmark mod britisk besættelse. Reelt havde Tyskland blandt andet brug for at have adgang til flyvepladsen i Ålborg. Den var en nødvendig mellemstation for det tyske luftvåbens operationer i Norge. Danmarks militære modstand mod angrebet 9. april var ubetydelig og varede kun i ganske få timer. Det betød, at meget få danske soldater mistede livet i forbindelse med angrebet. Tysklands militære magt var så stor, at konge og regering ikke mente, at det ville nytte noget fortsat at gøre modstand.

Det nazistiske Tyskland krævede, at Danmark skulle samarbejde med besættelsesmagten, og det gik Danmark ind på. Den danske regering blev ikke afsat, men fortsatte som samlingsregering under socialdemokratisk ledelse, dog under tysk kontrol. Også kongen fortsatte som regent. Formelt set bevarede Danmark sin status som suveræn, neutral stat, selv om landet var besat af tyske tropper. Og for de fleste danskere fortsatte livet uden de store forandringer.

I de første år af besættelsen var der nogenlunde ro i landet på trods af krigen. Men fra 1942 begyndte danskernes modstand mod den tyske tilstedeværelse i landet at vokse. Efter en større krise i det dansk-tyske forhold i oktober 1942 blev der efter tysk krav dannet en ny regering under ledelse af Erik Scavenius, der var tidligere udenrigsminister og fortaler for samarbejdspolitikken. I august 1943 var der store strejker i flere danske byer som følge af stadig hårdere tyske krav. Og den 29. august 1943 besluttede regeringen at indgive sin afskedsbegæring til kongen, efter at Scavenius havde afvist tyskernes krav om at gribe aktivt ind mod strejkerne og den voksende modstand mod den tyske besættelse. Dermed sluttede samarbejdspolitikken, og tyskerne opløste samtidig det danske militær. Den danske flåde sænkede hovedparten af sine skibe, inden de faldt i tyske hænder. Derefter havde Danmark reelt ingen regering, selv om kongen havde nægtet at modtage regeringens afskedsbegæring. I praksis blev landet derefter styret af departementscheferne, det vil sige ministeriernes øverste administrative chefer.

I 1940 levede der cirka 8.000 jøder i Danmark. Mere end 7.000 af dem nåede at flygte fra nazisternes forfølgelser under besættelsen. De fleste blev hjulpet til Sverige af danske medborgere, lige inden tyskerne i oktober 1943 forsøgte at anholde de danske jøder. Op mod 500 blev dog sendt til koncentrationslejre i Tyskland, hvor mange omkom.

De sidste år af besættelsen var præget af sabotageaktioner, både mod det tyske militær i Danmark og mod de danskere, der samarbejdede med besættelsesmagten. Frihedsrådet blev oprettet i september 1943. Det var en illegal komité, hvor lederne fra de forskellige modstandsbevægelser koordinerede modstanden mod besættelsesmagten. En stor strejke i København i juli 1944 gav anledning til øget kontakt mellem modstandsbevægelse og politikere. Og efter strejken samarbejdede Frihedsrådet og de danske politikere om at få Danmark anerkendt som allieret i kampen mod Tyskland. Det modsatte Sovjetunionen sig dog.

I foråret 1945 kollapsede det nazistiske Tyskland efter hårde kampe i Europa. Den 5. maj blev Danmark officielt befriet af britiske styrker. På Bornholm nægtede tyskerne dog at overgive sig. I besættelsens sidste dage blev øen derfor angrebet af sovjetiske styrker, som blev på øen frem til foråret 1946. I alt blev cirka 7.000 danskere dræbt under 2. Verdenskrig, heraf mange søfolk, der sejlede i allieret krigstjeneste.

Danmark blev altså ikke så hårdt ramt af 2. Verdenskrig som mange andre europæiske lande. Det meste af samfundet fortsatte med at fungere, selv om tyskerne havde interneret det danske politi. Mange varer var dog rationeret i de sidste år af besættelsen og i de første fredsår. Det politiske system overlevede krigen. Modstandsbevægelsen fik en vis politisk indflydelse i tiden omkring befrielsen, men de gamle politikere og partier vendte hurtigt tilbage til magten.

EFTERKRIGSTIDEN (1945-1972)

Danmark ændrede sig meget i tiden efter 2. Verdenskrig. Danmark var med til at skrive under, da FN blev stiftet i 1945, og blev medlem af NATO i 1949. Også indenrigspolitisk bød efterkrigstiden på store forandringer, ikke mindst på grund af den hastigt voksende økonomiske velstand. Danskerne havde flere penge mellem hænderne end nogensinde før.

DANSK POLITIK OG DEN KOLDE KRIG

Verden var en anden efter 2. Verdenskrig. Millioner af mennesker var blevet dræbt under krigen, og mange byer i Europa lå i ruiner. Krigen havde skabt et stærkt ønske om at sikre fred og sikkerhed. I 1945 stiftede en række lande derfor De Forenede Nationer (FN). Også Danmark var fra begyndelsen med i FN, der skulle forhindre, at der kunne indtræffe en ny verdenskrig. Efter 2. Verdenskrig opstod Den Kolde Krig mellem de to nye supermagter, USA og Sovjetunionen. Det vil sige en ideologisk kamp og et våbenkapløb på kernevåben mellem de vestlige demokratier og de kommunistiske diktaturer. Europa blev delt i et øst og et vest langs en linje, der blev kendt som Jerntæppet. Den Kolde Krig kom til at præge verden frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

Danmark havde søgt at holde sig neutral i internationale konflikter siden Englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet. Men Danmark måtte vælge side i Den Kolde Krig. I 1949 blev Danmark medlem af forsvarsalliancen NATO (Den Nordatlantiske Traktatorganisation). Alliancen bestod af USA, Canada, Tyrkiet og en række vesteuropæiske lande, herunder altså også Danmark. Over for NATO stod Warszawa-pagten, der blev stiftet i 1955. Denne forsvarsalliance var ledet af det kommunistiske Sovjetunionen, som fik stor indflydelse på landene i Østeuropa efter 2. Verdenskrig. Efter næsten 100 år under tysk indflydelse orienterede Danmark sig efter 2. Verdenskrig mod den engelsktalende (angelsaksiske) verden, især USA. Det fik stor betydning for både økonomien og Danmarks sikkerhedspolitiske situation.

USA spillede en vigtig rolle i genopbygningen af Europa efter 2. Verdenskrig. I årene 1948-51 gav USA meget store pengebeløb til flere europæiske lande, blandt andet Danmark. Pengene blev givet i forbindelse med Marshall-planen, opkaldt efter den amerikanske udenrigsminister George Marshall. Formålet med Marshall-hjælpen var at få sat gang i den internationale handel, som var gået i stå under 2. Verdenskrig. Dermed håbede man også at kunne hindre kommunismens videre udbredelse i Vesteuropa. Den økonomiske hjælp fra USA var med til at modernisere det danske landbrug i de første årtier efter 2. Verdenskrig. Hundredtusinder af heste blev afløst af traktorer, mejetærskere og andre maskiner. En stor del af arbejdskraften på landet blev derfor overflødig, og mange folk flyttede fra landområderne ind til byerne i 1950’erne.

Den politiske situation i Danmark blev markant forandret ved det første valg til Folketinget efter besættelsen. Valget blev afholdt i oktober 1945. Her fik Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) 18 mandater i Folketinget. Det var kommunistpartiets bedste valg nogensinde. Årsagen var, at de danske kommunister havde spillet en vigtig rolle i modstandskampen under besættelsen. Der var også mange, som beundrede Sovjetunionens indsats i kampen mod nazismen. Det var især Socialdemokratiet, der mistede stemmer til kommunisterne. Det resulterede i en samlet styrkelse af den borgerlige lejr. Det endelige udfald af valget blev derfor en borgerlig regering under Venstres ledelse, og den beholdt magten indtil 1947.

I 1947 genvandt Socialdemokratiet dog mange af de tabte stemmer. Vælgerne tilkendegav dermed, at de stadig havde størst tillid til de gamle partier. Den danske tradition for politisk samarbejde og stabilitet fortsatte under Den Kolde Krig. De sovjetisk støttede kommunister fik aldrig del i regeringsmagten i Danmark.

I Efterkrigstiden begyndte man igen at diskutere, om der var behov for at ændre grundloven. Ved en folkeafstemning i 1953 stemte et flertal for at ændre grundloven. Ændringen betød blandt andet, at Landstinget blev afskaffet. Der blev i stedet indført et etkammersystem med Folketinget som eneste lovgivende forsamling. Desuden blev det parlamentariske princip indføjet i grundlovsteksten. Princippet havde været politisk praksis siden Systemskiftet i 1901. Med den nye grundlov blev der også indført et ombudsmandsembede, og den første ombudsmand blev udpeget i 1955. Samtidig blev der givet mulighed for, at Danmark kunne deltage i internationalt samarbejde, selv om det kunne betyde, at landet afgav noget af sin selvbestemmelsesret. Tronfølgeloven blev også ændret. Der blev indført betinget kvindelig tronarvefølge, sådan at den danske trone kunne gå i arv til en kvinde. Sønner gik dog stadig forud for døtre.

STØRRE VELFÆRD OG NYE KULTURELLE STRØMNINGER

I slutningen af 1950’erne var der høj økonomisk vækst i Europa, også i Danmark. Den økonomiske krise i det første årti efter besættelsen blev afløst af en højkonjunktur fra cirka 1957 til 1973. Der var fuld beskæftigelse, stor produktion og en høj materiel levestandard. Efterhånden eksporterede Danmark flere varer fra industrien end fra landbruget. Efter at have været et landbrugsland i flere tusind år var Danmark blevet et industrisamfund.

Det var Socialdemokratiet, der havde størst politisk indflydelse i perioden. Fra 1953 til 1968 blev alle regeringer i Danmark ledet af Socialdemokratiet. Det eneste parti, der opstod i denne periode, og som stadig er i Folketinget, er SF (Socialistisk Folkeparti). SF blev etableret i 1959 af en gruppe personer, der forlod DKP i protest mod Sovjetunionens nedkæmpelse af den ungarske opstand i 1956.

Det var i denne periode, at opbygningen af det danske velfærdssamfund for alvor begyndte. Flere af de love, som ligger til grund for nutidens danske velfærdssamfund, blev vedtaget i de år. Folkepensionen, der giver enhver borger ret til folkepension uanset indkomst, blev for eksempel indført i 1956. Sygelønsordningen kom til i 1960.

Den økonomiske vækst betød også, at der var øget behov for arbejdskraft. Mange danske kvinder kom ud på arbejdsmarkedet. Tidligere havde langt de fleste gifte kvinder passet hus og børn, mens mændene arbejdede. Nu fik kvinderne i stigende grad uddannelse og arbejde. Og børnene tilbragte en del af dagen i en af de mange nye vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, der blev oprettet. Kvinderne fik dog ofte en lavere løn end mændene for det samme arbejde, og kampen for at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder blev stærkere. Fra slutningen af 1960’erne til begyndelsen af 1970’erne var der stor mangel på arbejdskraft. Derfor blev det almindeligt at invitere gæstearbejdere til Danmark fra lande som Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan.

Udviklingen af velfærdssamfundet fortsatte i 1960’erne, og det offentlige overtog mange af de opgaver, som hidtil havde været familiernes ansvar. Det førte også til, at mange flere blev ansat i stat og kommuner.

I slutningen af 1960’erne var der i Danmark og mange andre europæiske lande tydelige spændinger mellem generationerne. Ungdommen gjorde oprør. Mange unge, især i de større byer, brød med samfundets traditionelle normer og værdier. De satte blandt andet spørgsmålstegn ved ”kernefamilien” med far, mor og børn som samfundets bærende enhed. I stedet blev nye måder at leve sammen på mere accepterede. Eksempelvis kunne et par godt bo og få børn sammen uden at være gift. En del unge søgte nye måder at bo sammen på, blandt andet i kollektiver. Nogle eksperimenterede med narkotiske stoffer. Fristaden Christiania i København blev oprettet i 1971, da unge besatte en forladt militærkaserne, Bådsmandsstrædes Kaserne. Herefter bosatte op mod 1.000 personer sig på Christiania. Ungdomsoprøret førte også til et studenteroprør. I 1968 og årene derefter gjorde mange studerende og yngre undervisere oprør på universiteterne. De krævede nye ledelses- og undervisningsformer og et andet indhold i studierne, og det lykkedes dem at få mange af deres krav igennem.

DANMARK I EUROPA (1972-1990)

Danmark blev i 1973 medlem af Det Europæiske Fællesskab, EF, der var forløberen for det nuværende EU. I begyndelsen af 1970’erne blev Danmark efter mange år med god økonomi og vækst ligesom mange andre lande ramt af krise. 1970’erne og 1980’erne blev en ganske dramatisk politisk periode for Danmark med økonomisk nedgang, et brud med de traditionelle politiske partier og afslutningen på Den Kolde Krig.

DANMARKS MEDLEMSKAB AF EF

I 1958 indledte Frankrig, Italien, Tyskland og Benelux-landene (Belgien, Nederlandene og Luxembourg) et økonomisk samarbejde, som udviklede sig til Det Europæiske Fællesskab (EF) og siden hen til Den Europæiske Union (EU). Formålet med EF var at styrke handelen mellem medlemsstaterne og at sikre freden via et stærkt samarbejde. Derfor skulle der mellem EF-landene oprettes et fælles marked uden toldgrænser eller andre hindringer for den indbyrdes handel. Målet var også, at alle indbyggere frit skulle kunne søge og tage arbejde i et af de andre EF-lande.

Den 1. januar 1973 trådte Danmark officielt ind i EF. Et flertal på 63,3 procent af de danske vælgere havde sagt ja til medlemskab ved en folkeafstemning i oktober 1972. Op til afstemningen var der megen debat om EF-spørgsmålet. Tilhængerne mente, at Danmark ikke kunne stå uden for det økonomiske europæiske samarbejde, fordi man regnede med, at Danmarks dengang vigtigste handelspartner, Storbritannien, også kom med i EF. Modstanderne var bange for, at de store lande ville komme til at bestemme for meget, og at medlemskabet ville gå ud over velfærden og den danske nationale identitet. Hensynet til eksport og økonomi blev afgørende for det danske ja. Storbritannien og Irland blev medlemmer af EF samtidig med Danmark. Norge havde også søgt om optagelse, men her endte en folkeafstemning med et nej. Dagen efter EF-afstemningen valgte den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag at gå af og uden nyvalg overlade regeringsledelsen til sin partifælle Anker Jørgensen.

I 1986 var der folkeafstemning om en styrkelse af samarbejdet i EF. Afstemningen handlede om Den Europæiske Fællesakt eller EF-pakken, som den kom til at hedde i Danmark. Den havde til formål at gennemføre et indre marked, hvor varer, personer, tjenesteydelser og kapital kunne bevæge sig frit. Et flertal af danskerne (56,2 pct.) stemte ja. Da Grønland og Danmark blev medlem af EF i 1973, valgte Færøerne at stå udenfor. Grønland blev efter en folkeafstemning i Grønland meldt ud igen i 1985. Således står både Grønland og Færøerne i dag uden for EU-samarbejdet.

Oliekrise og Jordskredsvalg

I 1974 blev Danmark ligesom mange andre vestlige lande ramt af en økonomisk krise. Det blev udløst af, at oliepriserne fra efteråret 1973 steg voldsomt. Det gav alvorlige problemer i Danmark, hvor man i forvejen havde underskud på samhandelen med udlandet. Årtiers vækst blev nu afløst af økonomisk nedgang, og mange blev arbejdsløse.

1970’erne var også en periode med politiske forandringer. Mange vælgere protesterede mod høje skatter og mod det bureaukrati, der var fulgt med den store offentlige sektor i velfærdssamfundet, og vælgerne havde stor mistillid til politikerne.

Ved folketingsvalget i 1973 blev mandaterne fordelt markant anderledes end tidligere. Dette valg kaldes derfor Jordskredsvalget. Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti, de fire gamle partier, fik alle meget færre stemmer. Før Jordskredsvalget havde 84 procent af vælgerne stemt på et af de fire gamle partier. Efter valget var det kun 58 procent. Valget gav flere nye partier pladser i Folketinget. Protestpartiet Fremskridtspartiet fik 16 procent af stemmerne. Partiets mærkesager var at afskaffe indkomstskat og offentligt bureaukrati. Centrumdemokraterne fik 8 procent af stemmerne. Partiet var dannet af en gruppe politikere, som var brudt ud af Socialdemokratiet. Samtidig blev Kristeligt Folkeparti for første gang repræsenteret i Folketinget. I 1970’erne forsøgte skiftende danske regeringer at bremse den økonomiske nedtur, men uden held. I begyndelsen af 1980’erne havde Danmark et stort underskud på handelsbalancen, det vil sige handelen med udlandet. Samtidig var omkring 10 procent af arbejdsstyrken uden arbejde. En vigtig årsag til den økonomiske krise var en stor gæld til udlandet. Det begrænsede de politiske handlemuligheder. Samtidig var det usikkert, om krisen hurtigt ville gå over eller vare meget længe. Det betød meget for, hvilken økonomisk kurs politikerne skulle vælge.

Socialdemokraterne havde siddet i regering det meste af tiden siden 1953. Men i 1982 overlod de regeringsmagten til den borgerlige fløj, uden at der havde været folketingsvalg. Det førte til, at den såkaldte Firkløverregering blev dannet. Den bestod af Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti. Statsminister var den konservative Poul Schlüter. Firkløverregeringen blev i juni 1988 afløst af en regering med Det Konservative Folkeparti, Venstre og Det Radikale Venstre, stadig under Poul Schlüters ledelse. Det lykkedes efterhånden regeringen at forbedre den danske økonomi, navnlig i sidste halvdel af 1980’erne. Prisen var en rekordhøj ledighed i starten af 1990’erne. Men inflationen kom ned, og fra 1990 var der overskud på betalingsbalancen over for udlandet. Dermed kunne der komme gang i en sund økonomisk vækst.

SOCIALE BEVÆGELSER

Efter at kvinderne var begyndt at komme ud på arbejdsmarkedet fra midten af 1960’erne, krævede mange kvinder i 1970’erne ligestilling. For eksempel kæmpede kvinderne i rødstrømpebevægelsen gennem politiske aktioner for bedre vilkår for kvinder. Op gennem 1970’erne var ligestilling et meget varmt politisk emne. I 1976 vedtog Folketinget på baggrund af et EUdirektiv en lov om lige løn for lige arbejde. To år senere blev der oprettet et ligestillingsråd, som skulle sikre, at mænd og kvinder blev behandlet lige i det danske samfund.

Fri adgang til abort var et andet af kvindebevægelsens politiske mål. Tidligere havde det kun været muligt at få abort, hvis der var en særlig grund til det, for eksempel hensynet til kvindens helbred. Men i 1973 vedtog Folketinget, at danske kvinder selv skulle kunne vælge, om de ville afbryde en graviditet. Indtil 12. graviditetsuge kunne kvinden frit vælge at få foretaget en abort. Modstanden mod den fri abort var en væsentlig grund til, at Kristeligt Folkeparti blev dannet og valgt ind i Folketinget i 1973.

Flere græsrodsbevægelser var meget aktive i 1970’erne. Græsrodbevægelserne var som regel grupper, der arbejdede for at opnå ét bestemt politisk mål. Blandt andet demonstrerede tusindvis af danskere mod atomkraft. Den folkelige modstand var en vigtig grund til, at Folketinget i 1985 besluttede at planlægge fremtidig energiforsyning i Danmark uden atomkraft. Mange danskere var meget optaget af miljø- og energipolitik i 1970’erne. Oliekrisen i 1973 og senere energikriser har været med til at skabe en stor interesse for energibesparelser og vedvarende energikilder, for eksempel vindkraft.

(Visited 9.844 times, 3 visits today)