DET DANSKE DEMOKRATI
INDLEDNING
Det danske demokrati har udviklet sig gennem de seneste cirka 150 år. Det er blevet påvirket af begivenheder og politiske ideer i Danmark og i udlandet. Det danske folkestyre har meget til fælles med andre landes demokratier, men det har også fundet sin egen særlige form. I dette kapitel beskrives nogle af de vigtigste kendetegn ved den måde, demokratiet fungerer på i dagens Danmark.
Det danske demokrati bygger på en skriftlig forfatning, Danmarks Riges Grundlov. Grundloven handler især om det nationale demokrati, som det foregår i Folketinget. Den indeholder regler om Folketinget, om regeringen og om domstolene. Grundloven sætter blandt andet visse grænser for, hvordan staten må bruge sin magt.
Der er i Danmark en stærk tradition for lokalt demokrati og selvstyre. Det lokale selvstyre har dybe rødder i den danske historie. Det giver borgerne mulighed for at være med til at bestemme over mange forhold i lokalsamfundet, for eksempel i deres kommune. Det lokale demokrati præger også mange af hverdagens helt nære forhold. I blandt andet skolebestyrelsen, i boligforeningen og i forskellige udvalg på arbejdspladsen kan man som forældre, beboere eller medarbejdere få indflydelse på ting, der angår ens hverdag.
Det danske folkestyre kaldes ofte et pluralistisk demokrati, fordi det har så mange forskellige aktører med hver deres roller, holdninger og interesser. I Danmark er også organisationer og foreninger derfor inddraget i det politiske liv. Det kan blandt andre være organisationer på arbejdsmarkedet, som for eksempel lønmodtagernes LO og Dansk Arbejdsgiverforening, eller erhvervs- eller miljøorganisationer.
Danmark er med i mange former for internationalt samarbejde. Danmark er medlem af Den Europæiske Union (EU) og flere andre internationale organisationer som for eksempel FN og NATO. På den måde får Danmark indflydelse på forhold, der angår mange lande. Men beslutninger, der træffes i disse internationale organisationer, har også stor betydning for det danske samfund. Danmarks deltagelse i internationalt samarbejde beskrives nedenfor i kapitel IV.
DEN DANSKE STYREFORM
GRUNDLOVEN – DANMARKS FORFATNING
Rammerne for det danske demokrati er fastlagt i Danmarks Riges Grundlov, Danmarks forfatning. Det er en ret kort tekst, der indeholder de grundlæggende regler om og principper for den danske stats styreform. Grundloven sikrer også befolkningen en række fundamentale rettigheder og friheder. Den første demokratiske danske grundlov stammer fra 1849. Med grundloven fik landet sin første frie forfatning. I næsten 200 år forinden havde landet været styret af en enevældig konge. Grundlovens vedtagelse betød, at kongens magt blev delt med folkevalgte repræsentanter. Samtidig blev en række grundlæggende frihedsrettigheder sikret.
Grundloven fra 1849 er et fundament, som der siden gradvist er bygget videre på. Mange træk fra enevælden blev således videreført i den første tid efter 1849. Kongen valgte fortsat selv regeringens ministre. Først med Systemskiftet i 1901 måtte kongen acceptere, at Folketinget bestemmer, hvem der skal have regeringsmagten. Dette system kaldes for parlamentarisme. I starten var det kun mænd over 30 år, der kunne stemme. De måtte ikke have modtaget fattighjælp og måtte ikke være umyndiggjorte. De skulle desuden have fast bopæl og være uberygtede. Derudover fik kvinder og tjenestefolk heller ikke valgret. Dette skete først i 1915. Siden er valgretsalderen til Folketinget gradvist blevet nedsat fra 30 år til 18 år.
Grundloven er blevet ændret i 1866, 1915, 1920 og 1953. Den nuværende grundlov er således fra 1953. Meget har ændret sig i Danmark de sidste 150 år. Men mange af principperne og store dele af teksten i den nyeste grundlov stammer helt tilbage fra grundloven fra 1849. Det fremhæves ofte, at grundloven er en fast, men rummelig ramme om det danske folkestyre. Den er formuleret så generelt, at det politiske liv har kunnet forandre sig, uden at det har været nødvendigt at ændre bestemmelserne i grundloven.
Grundloven skal være med til at sikre politisk stabilitet og beskytte borgernes grundlæggende rettigheder. Det er derfor gjort vanskeligt at ændre grundloven. Grundloven kan kun ændres, hvis der er tilslutning fra både Folketinget og befolkningen. Det sikrer blandt andet, at et tilfældigt politisk flertal ikke kan fratage et mindretal dets grundlæggende rettigheder. Grundloven fra 1953 bærer stadig præg af sproget tilbage fra 1849. Der anvendes ord og udtryk, som ikke er almindelige i dag. Læser man grundloven, kan man også nemt få det indtryk, at kongen (i dag dronningen) spiller en stor politisk rolle i dag. Men reglerne i grundloven fortolkes i praksis på en sådan måde, at kongens magt er overtaget af regeringen. Grundlovens sprog er en af grundene til, at det jævnligt har været debatteret, om grundloven bør ændres, så den passer bedre til nutiden. Det har også været diskuteret, om grundloven skal være bedre til at beskytte de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, og om reglerne for Danmarks deltagelse i internationalt samarbejde skal ændres. Endnu har der dog ikke været tilstrækkelig opbakning i Folketinget til at gå i gang med denne opgave.
Hvad siger grundloven?
Grundloven er den øverste lov i Danmark. Folketinget og regeringen skal derfor respektere grundloven og må ikke lovgive i strid med grundloven. Grundloven fastsætter de vigtigste spilleregler for det nationale demokrati i Danmark.
Grundloven indeholder blandt andet regler om: – statens øverste organer – Folketinget, regeringen og domstolene – og forholdet imellem dem – valg af medlemmer til Folketinget – vedtagelse af love – den danske stats forhold til omverdenen – den danske folkekirke – det lokale selvstyre
Grundloven sikrer og beskytter desuden flere grundlæggende friheds- og menneskerettigheder. Det drejer sig blandt andet om retten til frit at give udtryk for sine holdninger (ytringsfrihed), retten til at mødes med andre (forsamlingsfrihed) og retten til at danne foreninger. Grundloven beskytter også den personlige frihed, religionsfriheden, ejendomsretten og privatlivets fred.
Frihedsrettighederne beskytter således den enkelte borger og mindretallet imod, at flertallet misbruger sin magt. Danmark har et repræsentativt demokrati. Det vil sige, at befolkningen vælger repræsentanter til Folketinget, der så tager beslutninger på folkets vegne. De folkevalgte står på valgdagen til regnskab over for vælgerne. Det er vælgerne, der afgør, om det pågældende parti eller den enkelte politiker skal vælges igen. Folkestyret i Danmark er således især et indirekte demokrati. Det sker dog også, at der afholdes folkeafstemninger. Her kan befolkningen direkte tage stilling til et konkret politisk spørgsmål.
Danmark har et parlamentarisk demokrati. Det betyder, at en regering ikke kan dannes eller blive ved magten, hvis den har et flertal i Folketinget imod sig. Da vælgerne afgør, hvordan Folketinget skal sammensættes, bestemmer vælgerne også i den forstand, hvem der skal have regeringsmagten. I 1953 blev dette parlamentariske princip indføjet i selve grundlovsteksten.
Statens magt er tredelt i en lovgivende magt, en udøvende magt og en dømmende magt. Denne tredeling af magten blev indført med grundloven i 1849, der ophævede kongens enevældige magt. Magtens tredeling betyder, at regeringen og Folketinget i forening lovgiver (den lovgivende magt). Det er regeringen, der – via ministerierne – administrerer lovene i praksis og fører dem ud i livet (den udøvende magt). Den tredje magt er domstolene (den dømmende magt). De afgør konflikter mellem borgerne og mellem borgerne og staten. Det er også domstolene, der dømmer i straffesager.
Det er grundtanken, at de tre magter skal kontrollere og begrænse hinandens magtudøvelse. Magtens tredeling skal med andre ord sikre, at magten i samfundet ikke bliver centraliseret eller misbrugt. Delingen beskytter borgerne mod vilkårlige indgreb. Denne tredeling af magten findes i forskellige udgaver i mange demokratiske lande. Danmarks statsoverhoved er en monark. Det vil sige en konge eller – som nu – en dronning. Monarkens position går i arv og giver ikke nogen politisk magt. Dronningen og kongehusets andre medlemmer har især en række ceremonielle opgaver.
De repræsenterer for eksempel det officielle Danmark over for udenlandske statsoverhoveder. Den politiske magt udøves alene af regering og Folketing. Sådan er det også i monarkier som Sverige, Norge og Storbritannien. Danmark har altså ikke en folkevalgt præsident som for eksempel Frankrig og USA.
Grundloven indeholder også en regel om, at dansk indfødsret kun kan meddeles ved lov. Det betyder, at det er regeringen og Folketingets flertal, der bestemmer, hvilke udlændinge der kan tildeles dansk indfødsret (statsborgerskab).
DEMOKRATIETS INSTITUTIONER
Folketinget er Danmarks parlament og har sammen med regeringen den lovgivende magt. Folketinget har til huse på Christiansborg i København. Folketinget har 179 medlemmer. De 175 vælges i Danmark, 2 på Færøerne, og 2 i Grønland. Folketingsmedlemmerne hører næsten altid til et politisk parti, og den politiske debat i Folketinget foregår typisk mellem partierne. Det sker ved, at de enkelte medlemmer fremfører deres partis politiske synspunkter. Folketingets møder er offentlige. Enhver kan komme ind på tilhørerpladserne i folketingssalen og lytte til debatterne. Denne åbenhed er en vigtig del af demokratiet. Folketingsåret begynder den første tirsdag i oktober, hvor Folketinget mødes efter sommerferien. På mødet giver statsministeren en redegørelse for rigets stilling. Dette kaldes for statsministerens åbningstale. Folketingsmedlemmerne debatterer herefter indholdet i talen.
Når Folketinget behandler et forslag til en ny lov, foregår det i folketingssalen på Christiansborg. Her diskuterer medlemmerne fra de politiske partier alle lovforslag, inden de til sidst stemmer om dem. En del af lovarbejdet foregår også i et af de mange udvalg, som Folketinget har nedsat. Hvert år vedtager Folketinget 200-300 lovforslag. Et af disse er forslaget til finansloven, som er statens samlede budget for det næste år. Folketinget bestemmer også, hvem der skal have regeringsmagten efter et valg. Ifølge grundloven er det formelt kongen eller dronningen, der udnævner regeringen. Men hun må ikke udnævne en regering, der har et flertal i Folketinget imod sig. Det følger af det parlamentariske princip. Når en ny regering skal dannes, vil der ofte blive afholdt en såkaldt dronningerunde.
I en dronningerunde drager to repræsentanter for hvert parti efter tur til dronningen for at give råd om, hvem de mener der skal lede forhandlingerne om en ny regering, eller hvem de mener skal være ny statsminister. På baggrund af de råd, som dronningen modtager, kan hun enten udpege den person, der har flest mandater bag sig, som forhandlingsleder eller pege direkte på en person, som får til opgave at danne en ny regering med sig selv som statsminister. Det er regeringen og den øvrige offentlige forvaltning, der skal føre lovene ud i livet. En af Folketingets opgaver er derfor at kontrollere, at det sker på den måde, Folketinget har ønsket. Kontrollen kan for eksempel udføres ved, at det enkelte folketingsmedlem beder en minister om at svare mundtligt eller skriftligt på et spørgsmål. Det er den mest almindelige måde at føre kontrol på, og der stilles hvert år flere tusinde spørgsmål. Et eller flere af Folketingets medlemmer kan også rejse en forespørgselsdebat. Det giver mulighed for en noget længere debat i folketingssalen. Folketingets stående udvalg kan også kalde en minister i samråd. Ministeren må så møde frem i udvalget og besvare spørgsmål om konkrete politiske emner.
På disse måder kan Folketinget løbende følge med i regeringens arbejde og udtrykke sin støtte til eller kritik af regeringen. Hvis et flertal i Folketinget for eksempel er meget utilfreds med en minister, kan Folketinget tvinge denne minister til at gå af ved at udtale sin mistillid til ministeren. I praksis vælger en minister dog ofte selv at træde tilbage, hvis der udtales alvorlig kritik. Folketingets flertal kan også udtale mistillid til hele regeringen. Det sker ved, at Folketinget udtaler sin mistillid til statsministeren. Det kaldes et mistillidsvotum. Regeringen må herefter gå af, eller statsministeren må udskrive nyvalg. Under forespørgselsdebatter fremsætter oppositionen ofte forslag, der kritiserer regeringens politik. Der vedtages dog sjældent forslag, der har karakter af et mistillidsvotum til regeringen. Men muligheden for at gøre det spiller en betydelig rolle i magtkampen mellem regeringen og oppositionen. Folketingets magt over regeringen og ministrene er kernen i parlamentarismen. Regeringen og de enkelte ministre står således politisk til ansvar over for Folketinget. Hvis en minister mistænkes for at have gjort noget ulovligt som led i sit arbejde som minister, kan Folketinget beslutte at stille ham eller hende for en særlig domstol, Rigsretten. Hidtil har der kun været rejst fem rigsretssager. Den seneste blev rejst i 1993 i forbindelse med den såkaldte Tamilsag.
Folketingets udvalg
En stor del af Folketingets arbejde foregår i de stående (faste) udvalg, der nedsættes af Folketinget. De kaldes ofte for Folketingets værksteder. I folketingssalen trækkes de store linjer op, men det er i udvalgene, at politikken bliver drøftet mere grundigt og detaljeret. Udvalgene skal behandle lovforslag, der bliver fremsat. Når et lovforslag har været til førstebehandling i folketingssalen, sendes det normalt til nærmere behandling i et udvalg. Her kan udvalget tillade, at borgere eller foreninger kommer på besøg og fremlægger deres synspunkter. Når udvalget er færdig med at behandle et lovforslag, skrives der en rapport (betænkning). Den indeholder blandt andet de enkelte partiers holdning til lovforslaget. De stående udvalg fører også kontrol med den enkelte minister. En minister kan som nævnt kaldes i samråd, og udvalgets medlemmer kan stille spørgsmål til ministeren.
Det enkelte stående udvalg beskæftiger sig typisk med de politiske sager, der hører til et bestemt ministeriums fagområde. Folketinget har for eksempel et skatteudvalg, et finansudvalg og et social- og indenrigsudvalg, fordi der findes et skatte-, et finans- og et socialindenrigsministerium. Folketinget har også andre stående udvalg, for eksempel et europaudvalg, der behandler sager, der vedrører samarbejdet i EU.
Antallet af udvalg varierer. Der er normalt mellem 20 og 25 stående udvalg. Folketingets udvalg består kun af medlemmer af Folketinget. Typisk har et udvalg 17 medlemmer, herunder en formand og en næstformand. Udvalgene er sammensat, så det enkelte parti har et antal udvalgsmedlemmer, der nogenlunde svarer til partiets størrelse i Folketinget. Tanken er, at et flertal i et udvalg skal afspejle et flertal i Folketinget. Efter grundloven skal der være et udenrigspolitisk nævn. Regeringen har pligt til at rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn, før den træffer beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Det giver mulighed for en bred politisk debat og en bred politisk opbakning til de store udenrigspolitiske beslutninger.
Regeringen
Regeringen har den udøvende magt. Regeringen udarbejder langt de fleste lovforslag. Den administrerer og udmønter lovgivningen. Og det er regeringen, der i vidt omfang fastlægger de store linjer i dansk politik. Regeringen har på den måde normalt den afgørende indflydelse på den politiske dagsorden, det vil sige, hvilke aktuelle politiske temaer der bliver debatteret.
Regeringen ledes af statsministeren og består af ministre fra ét eller flere partier. De partier i Folketinget, som sammen har regeringsmagten, kaldes regeringspartierne. Hvis regeringspartierne tilsammen har flertallet i Folketinget, taler man om en flertalsregering. Regeringen kaldes en mindretalsregering, hvis den har brug for stemmer fra andre af Folketingets partier, når den skal skabe et flertal bag sine forslag. De partier uden for regeringen, der støtter en mindretalsregering, kaldes støttepartier. Folketingsmedlemmer og partier uden for regeringen, som er modstandere af regeringen, kaldes for oppositionen.
Siden 2. Verdenskrig har langt de fleste regeringer været mindretalsregeringer. Og siden 1909 er der ikke noget enkelt parti, der har haft flertallet i Folketinget. De fleste regeringer har derfor været nødt til at samarbejde bredt med Folketingets øvrige partier. Det har skabt en tradition for, at partierne prøver at blive enige med hinanden om, hvordan politiske konflikter skal løses. Politikere og partier med meget forskellige holdninger og interesser er ofte nødt til at tale sig frem til et kompromis, der kan samle det nødvendige flertal i Folketinget. Denne tradition for bred enighed og samarbejde har man kaldt det samarbejdende folkestyre. Det er et vigtigt kendetegn ved den politiske kultur i Danmark.
Den politiske leder, der efter et folketingsvalg har mulighed for at danne regering, udpeges til statsminister. Statsministeren er den øverste politiske leder i landet. Det er normalt lederen af et af de største politiske partier, der udpeges til statsminister, men det behøver det ikke at være. En leder af et mindre parti kan også blive statsminister. F.eks. var Hilmar Baunsgaard fra Det Radikale Venstre statsminister fra 1968 til 1971. Hans parti var det mindste parti i regeringen, der desuden bestod af Venstre og Det Konservative Folkeparti. Det afgørende er, at vedkommende ikke har et flertal imod sig i Folketinget. Statsministeren udnævner de øvrige ministre, som får ledelsen og det øverste ansvar for hvert sit område. Det er således den enkelte minister, der fastlægger regeringens politik på sit arbejdsområde. Det sker i samarbejde med den øvrige regering, blandt andet ved regeringsmøder.
Enhver minister har et ministerium med mange embedsmænd, som hjælper ministeren i hans eller hendes arbejde. Dette gælder for eksempel, når der skal laves et lovforslag. Embedsmændene i et ministerium bliver ansat på grundlag af deres faglige kvalifikationer. I Danmark er der ikke tradition for at udnævne embedsmænd ud fra, hvilket parti de støtter. Det er for eksempel tilfældet i USA. De danske embedsmænd er neutrale, og de beholder deres arbejde, selv om der kommer en ny regering.
Antallet af ministre ligger ikke fast, men besluttes af statsministeren. Normalt er der mellem 15 og 25. Det kan ske, at en minister leder flere ministerier på én gang. Det kræver ingen formelle kvalifikationer at blive minister. De fleste har dog stor politisk erfaring. En minister behøver ikke at være medlem af Folketinget. Med jævne mellemrum sker det, at for eksempel en markant leder fra erhvervslivet eller fra en interesseorganisation bliver udnævnt til minister. Som eksempel kan nævnes Connie Hedegaard, der arbejdede som journalist ved Danmarks Radio, før hun blev udnævnt til miljøminister i 2004. Hun blev først indvalgt i Folketinget i 2005. I 2009 blev Lykke Friis udnævnt til klima- og energiminister uden at være medlem af Folketinget. Hun kom fra en stilling ved Københavns Universitet. Og i 2015 blev Jørn Neergaard Larsen, som var administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, udnævnt til beskæftigelsesminister. Hvis en minister ikke er medlem af Folketinget, kan han eller hun ikke deltage i Folketingets afstemninger. En minister har dog altid adgang til at deltage i Folketingets møder.
Folketinget vælges for en periode på højst fire år ad gangen. Statsministeren kan når som helst udskrive nyvalg i løbet af en valgperiode. Det kaldes for opløsningsretten og er statsministerens våben over for Folketinget. For hvis der udskrives valg, skal vælgerne på ny afgøre, hvem der skal vælges ind. Nyvalg bliver ofte udskrevet på et tidspunkt, hvor der er god opbakning til regeringens politik i befolkningen. Men det kan også ske, hvis en regering i Folketinget bliver nedstemt i et vigtigt politisk spørgsmål. Det overlades så til vælgerne at tage stilling til, om de ønsker at støtte regeringens eller oppositionens politik på det pågældende felt. Efter nyvalg kan statsministeren fortsætte, hvis han eller hun stadig ikke har et flertal imod sig i Folketinget. Der er ingen grænser for, hvor mange valgperioder en statsminister må være ved magten.
Domstolene
Domstolene har den dømmende magt. Det er slået fast i grundloven. De danske domstole er uafhængige. Det betyder, at Folketinget og regeringen ikke konkret kan bestemme, hvordan domstolene skal dømme i en retssag. Og dommere kan som klar hovedregel ikke afsættes administrativt. I grundloven siges det, at dommerne i deres kald alene har at rette sig efter loven. Domstolene skal fungere som upartiske konfliktløsere, som alle kan have tillid til. En dommer skal fremstå neutral, når han eller hun befinder sig i retten. En dommer må derfor ikke bære symboler, der tilkendegiver en religiøs eller politisk overbevisning. Dette skal understøtte den almindelige tillid til domstolene.
Domstolene kan også føre kontrol med Folketingets love. Folketinget må nemlig ikke handle i strid med grundloven. Det betyder, at domstolene kan tage stilling til, om en lov strider imod grundloven. I så fald kan domstolene underkende loven, selv om den er vedtaget af et flertal i Folketinget. De danske domstole har dog hidtil været meget forsigtige med at underkende love. I en del andre lande har domstolene større tradition for at foretage en mere indgående kontrol af, om lovene overholder landets forfatning.
Domstolene fører kontrol med regeringen og den offentlige forvaltning. Domstolene kan således tage stilling til, om eksempelvis et ministerium eller en kommune har truffet en ulovlig afgørelse i en sag. I dag har borgerne dog også mange andre muligheder, hvis de ønsker at klage over den offentlige forvaltning. Der er for eksempel etableret mange nævn, der supplerer domstolene og har til opgave at afgøre klagesager. Der er også adgang til at klage til Folketingets Ombudsmand, der kan udtale kritik af myndighedernes afgørelser eller sagsbehandling.
Endelig er det domstolenes opgave at løse retlige konflikter mellem borgerne og at dømme i straffesager, hvor en borger anklages for at have begået noget strafbart. Den øverste domstol i Danmark er Højesteret. Den har eksisteret siden 1661. Højesteret behandler først og fremmest sager, der tidligere er blevet behandlet i én af de to landsretter. Man siger derfor, at Højesteret er en appelret. Det betyder, at man ikke kan anlægge sager direkte ved Højesteret. Højesterets domme er endelige og kan ikke ankes. Man siger, at byretten er den første retsinstans i Danmark, landsretten den anden, og Højesteret den tredje og sidste retsinstans. Der er én højesteret, to landsretter og 24 byretter. Herudover findes der Sø- og Handelsretten i København, der især behandler sager, hvor kendskab til erhvervsforhold er af betydning.
Folketingsvalg
De frie valg er noget af det vigtigste i et demokrati. Ved folketingsvalg har den enkelte vælger indflydelse på, hvilke politikere og hvilke politiske partier der skal sidde i Folketinget. Her kan vælgerne altså give udtryk for deres holdninger til den hidtidige politik og til den politik, de ønsker fremover. Den enkelte vælger har ikke pligt til at stemme ved et folketingsvalg. Men i Danmark er der stor interesse for valgene. Normalt stemmer mellem 80 og 90 procent af vælgerne ved folketingsvalg. Og sådan har det været lige siden 1953.
Der skal afholdes folketingsvalg mindst hvert fjerde år. Det står i grundloven. Folketingets medlemmer vælges således for højst fire år ad gangen, men der er ingen øvre grænse for, hvor mange gange et medlem kan stille op til Folketinget og blive valgt. Det er statsministeren, der har ansvar for, at der udskrives nyvalg, inden valgperioden udløber. Det kan være efter de fire år eller tidligere, hvis statsministeren ønsker det. Folketingsvalg afholdes som almindelige, direkte og hemmelige valg.
– Almindelige betyder, at alle personer med dansk indfødsret har valgret og dermed ret til at stemme ved valget. De skal dog være fyldt 18 år (myndighedsalderen) og have fast bopæl i riget, det vil sige i Danmark, i Grønland eller på Færøerne. – Direkte betyder, at der stemmes direkte på de opstillede kandidater eller partier. – Hemmelige vil sige, at man som vælger frit kan afgive sin stemme, uden at andre kan se, hvem man stemmer på. En person, der har valgret til Folketinget, opfylder normalt også betingelserne for at kunne blive valgt til Folketinget. Man siger, at vedkommende er valgbar. Man skal altså have dansk indfødsret, være fyldt 18 år, have fast bopæl i riget (Danmark, Færøerne eller Grønland).
Herudover gælder, at man ikke må være straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør én uværdig til at være medlem af Folketinget. Man kan dog godt stille op til et folketingsvalg, selv om man ikke opfylder valgbarhedsbetingelserne, for eksempel fordi man tidligere er straffet. Det er nemlig Folketinget selv, der afgør, om en person, der ifølge stemmetallene har opnået valg, opfylder betingelserne for at blive medlem af Folketinget. Det er således Folketinget, der afgør, om vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham eller hende uværdig til at være medlem af Folketinget.
Hvis man ønsker at stille op til et folketingsvalg, kan det ske på to måder. Man kan stille op som kandidat for et parti, der har ret til at deltage i valget, et såkaldt opstillingsberettiget parti, som så skal godkende én. Det er langt det mest almindelige. For at et parti kan blive opstillingsberettiget, skal det have indsamlet et vist antal underskrifter, som skal godkendes af indenrigsministeren. Normalt er der tale om ca. 20.000 underskrifter. Men man kan også stille op som kandidat og blive valgt til Folketinget uden for partierne. Så skal mindst 150 vælgere i ens opstillingskreds skrive under på, at de anbefaler én, før man kan stille op.
Alle stemmeberettigede, der bor i Danmark, modtager automatisk et valgkort. Og på valgdagen kan borgeren stemme på to forskellige måder. Man kan stemme på en bestemt politiker (kandidat). Det kaldes en personlig stemme. Man kan også stemme på et politisk parti. Det kaldes en partistemme. Man skal kun sætte ét kryds på stemmesedlen. Der kan altså ikke stemmes på flere partier eller på flere kandidater. Når stemmerne er talt op, fordeles mandaterne (pladserne) i Folketinget. Herefter forhandler de valgte partier og medlemmer om, hvem der skal danne regering.
Det danske valgsystem
Det danske valgsystem er sådan indrettet, at Folketingets sammensætning så vidt muligt kommer til at afspejle vælgernes politiske holdninger. Mandaterne fordeles efter forholdstalsmetoden. Det betyder, at et politisk parti så vidt muligt får den samme andel af pladserne i Folketinget som partiets andel af de afgivne gyldige stemmer. Har et parti for eksempel fået 10 procent af stemmerne, skal det rundt regnet have 10 procent af mandaterne. Det danske valgsystem giver også små partier gode muligheder for at komme i Folketinget. Dertil kræves normalt, at de får mindst 2 procent af de afgivne gyldige stemmer. Denne såkaldte spærregrænse er forholdsvis lav. I Sverige og Norge er den for eksempel 4 procent og i Tyskland 5 procent. I praksis betyder det, at mange små partier gennem tiderne har været repræsenteret i Folketinget.
HVORDAN ARBEJDER DEMOKRATIET?
Det danske demokrati kommer tydeligt til udtryk, når Folketinget drøfter og behandler et lovforslag. Det er her, partierne viser deres forskellige politiske synspunkter og interesser. Og det er her, man hører forskellige holdninger til, hvordan det danske samfund bør indrettes. Folketingets debat om lovenes indhold er derfor meget central i folkestyret.
I lovgivningen kan Folketinget fastsætte rammerne for det danske samfund og for borgernes dagligdag. Både regeringen og det enkelte folketingsmedlem kan fremsætte lovforslag, det vil sige foreslå en ny lov eller foreslå at ændre en gammel. I praksis fremsætter regeringen dog langt de fleste forslag til love. Det kræver nemlig ofte et stort arbejde at udarbejde lovforslag. Og den nødvendige viden og arbejdskraft findes især i regeringens ministerier. Et eller flere medlemmer af Folketinget kan dog fremsætte et forslag til en folketingsbeslutning, der pålægger regeringen at udarbejde et lovforslag. En folketingsbeslutning skal ligesom love vedtages af et flertal i Folketinget.
Ideen til en ny lov eller en ændring af en eksisterende lov kan komme mange forskellige steder fra. Ideen kan for eksempel stamme fra en borger, en forening, en interesseorganisation eller en kommune. De gør måske opmærksom på forhold, som de ønsker ændret. Og det kan nogle gange få en minister eller et folketingsmedlem til at tage sagen op. Andre gange er det en sag i medierne, der sætter den politiske dagsorden. Det kan for eksempel være en tv-udsendelse, der får en politiker til at foreslå en ny lov eller en lovændring. De fleste initiativer kommer dog fra regeringen selv, når den skal føre sin politik ud i livet.
En del af den lovgivning, der gælder i Danmark, udspringer også af forskellige former for internationalt samarbejde. Her spiller især nye regler i EU en stor rolle.
Et lovforslag skal gennemgå tre behandlinger i Folketinget, før det kan blive endeligt vedtaget. Formålet er blandt andet at sikre, at lovforslagene bliver grundigt behandlet. Den tredje behandling af lovforslaget slutter med afstemning. Hvis der er flertal for lovforslaget, er det vedtaget. Hvis der er et flertal imod, bliver det forkastet. Afstemningerne er kun gyldige, hvis over halvdelen af folketingsmedlemmerne deltager, det vil sige mindst 90 medlemmer. Når Folketinget har vedtaget et lovforslag, skal både dronningen og en minister skrive det under. Herefter bliver loven offentliggjort.
DIREKTE DEMOKRATI: FOLKEAFSTEMNINGER
Det grundlæggende princip i det danske demokrati er, at de valgte politikere er befolkningens repræsentanter i Folketinget og i de øvrige politiske forsamlinger. Det vil sige, at politikerne træffer de politiske beslutninger på vegne af befolkningen. Politikerne må til gengæld stå til ansvar over for vælgerne på valgdagen.
Dette repræsentative demokrati bliver nogle gange suppleret af et direkte demokrati i form af folkeafstemninger. Her deltager befolkningen direkte i den demokratiske beslutningsproces. De kan altså selv tage stilling til, om de er for eller imod et bestemt lovforslag.
Grundloven fastsætter, at nogle spørgsmål skal afgøres ved en folkeafstemning. Det gælder blandt andet, hvis grundloven eller valgretsalderen skal ændres. Et mindretal af Folketingets medlemmer (på mindst en tredjedel, det vil sige 60 medlemmer) kan også kræve, at et vedtaget lovforslag bliver forelagt folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse. Der findes desuden regler om folkeafstemning, når Danmark afgiver selvbestemmelsesret (suverænitet) ved at deltage i et internationalt samarbejde. Hvis ikke mindst 150 af Folketingets 179 medlemmer har sagt ja til Danmarks deltagelse i det internationale samarbejde, afholdes folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skal deltage i det internationale samarbejde. Denne bestemmelse har fået særlig betydning i forbindelse med Danmarks medlemskab af EU.
Siden grundloven sidst blev ændret i 1953, har der været gennemført 14 folkeafstemninger. Syv af dem har handlet om Danmarks forhold til EU. I 2000 stemte et flertal af de deltagende danske vælgere imod, at den fælles europæiske mønt, euroen, blev indført i Danmark i stedet for den danske krone. Der var flertal i Folketinget for at indføre euroen, men vælgerne sagde altså nej. I 2009 stemte et flertal for ligestilling mellem kønnene i arvefølgen i kongehuset, så mænd og kvinder har lige arveret til tronen. I 2014 stemte danskerne ja til medlemskab af Den Fælles Patentdomstol, der er en fælles domstol vedrørende patentspørgsmål. Ved den seneste afstemning i 2015 stemte danskerne nej til at ændre det danske EU-forbehold vedrørende retlige spørgsmål. Danmarks forhold til EU er omtalt nærmere nedenfor i kapitel IV.
DET LOKALE SELVSTYRE I KOMMUNER OG REGIONER
Det lokale selvstyre er en hjørnesten i det danske folkestyre. Det har dybe rødder tilbage i historien, at lokalsamfundene løser mange af samfundets fælles opgaver. Danmark er blandt de lande i Europa, som har lagt flest opgaver hos det lokale og regionale styre i kommuner og regioner. Især danske kommuners opgaver er vokset stærkt, i takt med at velfærdssamfundet har udviklet sig. Kommunerne og regionerne løser i dag en bred vifte af den offentlige sektors opgaver. På den måde er de et vigtigt fundament for velfærdssamfundet. Det lokale selvstyre er et nærdemokrati. Det giver den enkelte borger mulighed for at påvirke de forhold, der er tæt på borgernes hverdag. Det kan være i kommunen eller i regionen. Det sker blandt andet gennem kommunale og regionale valg. Ved siden af det nationale demokrati i Folketinget er der altså også et lokalt og regionalt demokrati i landets kommuner og regioner.
Kommunernes ret til selvstændigt at styre deres anliggender står i grundloven. Men der står ikke meget andet om kommunerne, heller ikke hvilke opgaver de skal løse. Det er Folketinget, der fastsætter rammerne for det lokale selvstyre og bestemmer kommunernes opgaver. Staten fører tilsyn med, hvordan kommunerne løser deres opgaver. Tanken bag det lokale selvstyre er, at de offentlige opgaver, der berører de enkelte borgeres dagligdag, skal løses så tæt på borgerne som muligt. Det kaldes ofte nærhedsprincippet. Der er også tradition for, at kommunerne så vidt muligt selv skal kunne beslutte, hvordan de vil løse og finansiere de lokale opgaver. Ofte får kommunerne mulighed for at løse offentlige opgaver på den måde, der passer bedst til de lokale behov og ønsker. Kommunerne har også ret til at udskrive skat. Dermed er de selv med til at skaffe en del af pengene til at løse deres opgaver. Men det er Folketinget, der fastsætter vilkårene for kommunernes arbejde. Og forholdet mellem stat og kommuner er nogle gange præget af konflikter. Folketinget og regeringen er interesseret i, at kommunerne følger den nationale politik, og at alle kommuner i landet giver borgerne nogenlunde de samme tilbud og vilkår. Modsat synes nogle kommuner nu og da, at staten blander sig for meget i det lokale selvstyre. De mener, at kommunerne fratages muligheden for selv at bestemme, hvordan de vil løse opgaverne. Det danske kommunestyre udvikler sig hele tiden. 1. januar 2007 trådte en større strukturreform i kraft. Fra den dag blev mange kommuner slået sammen, og de tidligere 14 amter blev erstattet af 5 regioner. Der er også lavet om på fordelingen af opgaver mellem staten, kommunerne og regionerne.
Efter reformen består Danmark af 98 kommuner og er inddelt i fem regioner:
– Region Hovedstaden med 29 kommuner – Region Sjælland med 17 kommuner – Region Syddanmark med 22 kommuner – Region Midtjylland med 19 kommuner – Region Nordjylland med 11 kommuner.
Kommunalbestyrelser og regionsråd
De danske kommuner ledes af folkevalgte kommunalbestyrelser, som ofte kaldes byråd. Kommunalbestyrelsens formand kaldes borgmester og vælges af kommunalbestyrelsen lige efter kommunalvalget. På samme måde ledes hver region af et regionsråd, der selv vælger en formand. Medlemmer af såvel kommunalbestyrelser som regionsråd vælges for fire år ad gangen. Valget holdes over hele landet hvert fjerde år i november, og kommunerne kan ikke vælge at holde valg på andre tidspunkter.
Enhver myndig borger har ret til at deltage i kommunal- og regionalvalg. Man skal blot være fyldt 18 år og have fast bopæl i kommunen eller regionen. Man behøver altså ikke at have dansk indfødsret for at deltage i kommunal- og regionalvalg. Det er nok, at man enten er statsborger i et andet EU-land, Island eller Norge eller uden afbrydelse har boet fast i Danmark i de sidste tre år forud for valgdagen. Alle borgere, der har valgret til kommunalvalg og regionalvalg, kan som hovedregel også stille op som kandidater til disse valg.
De fleste landsdækkende politiske partier deltager også i de lokale valg i kommuner og regioner, men andre partier og grupper kan også deltage. Lokale spørgsmål får tit lokale borgergrupper til at opstille på deres egne kandidatlister, såkaldte lokallister. Lokallisterne kæmper ofte for helt bestemte lokalpolitiske mål.
De kommunale og regionale organisationer
Landets regioner og kommuner har mange ens opgaver og interesser. Derfor arbejder de tæt sammen gennem Danske Regioner og KL (Kommunernes Landsforening). De to organisationers overordnede målsætninger er at styrke det lokale selvstyre i regionerne og kommunerne. For eksempel repræsenterer KL kommunerne i forhandlinger med regeringen om kommunernes økonomi og om lovforslag.
DEMOKRATIETS DELTAGERE
Der er mange deltagere i et demokrati. Vælgerne er grundlaget for folkestyret. Det er dem, der forsyner politikerne med magt. I det daglige politiske liv spiller politikerne og partierne en central rolle, når der skal vedtages ny lovgivning. Men der er mange andre, der prøver at få indflydelse på de demokratiske beslutninger. Interesseorganisationer og foreninger forsøger at påvirke det politiske liv. Medierne betyder også meget for, hvilke spørgsmål der kommer på den politiske dagsorden. Derudover spiller det private erhvervsliv og den offentlige sektor også en rolle. Nogle af demokratiets mange deltagere bliver beskrevet i det følgende.
Vælgerne
Det er demokratiets grundsætning, at al magt udgår fra folket, det vil sige vælgerne. Og der er hård kamp om vælgernes gunst. Stadig færre vælgere stemmer på det samme parti ved valg efter valg. For 50 år siden stemte de fleste vælgere på et parti, der svarede til deres arbejde og klasse i samfundet. Arbejderne stemte typisk på Socialdemokratiet, bønderne stemte på Venstre, og borgerskabet stemte typisk på Det Konservative Folkeparti. Vælgerne var tro mod deres parti og mod partiets ideologi. De stemte på samme parti hver eneste gang, næsten uanset hvordan partiet handlede i det politiske system. Sådan er det ikke nødvendigvis mere. Vælgerne stemmer i højere grad ud fra deres holdninger. Det kan være holdninger til emner, der er politisk aktuelle, eller som den enkelte vælger er særligt interesseret i. Det er måske arbejdsløshed, indvandring, velfærd, miljø eller noget helt femte. Dermed er både valgene og resten af det politiske liv blevet sværere at forudsige.
De politiske partier
De politiske partier er nok de vigtigste deltagere i det danske demokrati. Ved valgene foregår den politiske kamp mellem partierne. Netop i valget mellem forskellige politiske partier kan vælgerne give udtryk for deres politiske synspunkter. Partierne fungerer på den måde som talerør for befolkningens forskellige politiske holdninger og har også i dag stor indflydelse på vælgernes holdninger. Også i det daglige politiske arbejde spiller partierne en afgørende rolle. Det gælder for eksempel, når det skal afgøres, om der er flertal for et lovforslag eller lignende.
Oversigt over partier i Folketinget (2015)
– Socialdemokraterne – Dansk Folkeparti – Venstre, Danmarks Liberale Parti – Enhedslisten – De Rød-Grønne – Liberal Alliance – Alternativet – Radikale Venstre – SF – Socialistisk Folkeparti – Det Konservative Folkeparti – Javnaðarflokkurin – Tjó›veldi – Inuit Ataqatigiit – Siumut
Politiske partier er slet ikke nævnt i grundloven. Da Danmark fik sin første grundlov i 1849, fandtes der ikke politiske partier, som de kendes i dag. Et medlem af Rigsdagen skulle tjene hele folket og ikke være bundet af særinteresser. Men efterhånden som folkestyret udviklede sig i anden halvdel af 1800-tallet, opstod der politiske interessegrupper. Flere af de eksisterende politiske partier opstod i denne periode.
Omkring 1870 blev partierne (Det forenede) Venstre og (Det forenede) Højre dannet. Højre kom til at bestå af politikere, der allerede var valgt ind i Rigsdagen. Det var dels godsejere, dels repræsentanter for partiet De Nationalliberale. Venstre fik især sin vælgeropbakning fra de nye grupper af selvejende bønder. På samme tid opstod en arbejderklasse og en arbejderbevægelse, der i 1878 organiserede sig i Socialdemokratiet. I 1905 skilte en del af partiet Venstre sig ud i Det Radikale Venstre, der især hentede sine stemmer blandt akademikere og husmænd. I 1915 reorganiserede Højre sig og skiftede samtidig navn til Det Konservative Folkeparti.
Dermed var grundlaget for dansk politik etableret. Helt frem til 1973 var det nemlig disse fire partier, der prægede dansk politik. Der opstod andre mindre partier, men de fire gamle partier sad på magten i skiftende regeringer. Desuden var der tradition for, at større politiske ændringer blev vedtaget som brede forlig mellem alle fire partier. Socialistisk Folkeparti (SF) er det eneste parti, der opstod i denne periode, og som stadig er repræsenteret i Folketinget. SF blev etableret i 1959.
Ved Jordskredsvalget i 1973 kom der mange nye partier i Folketinget, herunder Kristeligt Folkeparti, Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne. Dermed ophørte den æra, hvor de fire gamle partier dominerede dansk politik. I løbet af 1980’erne og 1990’erne opstod flere nye partier. I 1989 blev Enhedslisten etableret ved at samle en række partier på den danske venstrefløj.
Og i 1995 blev Dansk Folkeparti dannet som en udløber af Fremskridtspartiet. I de senere år er partierne Ny Alliance, som skiftede navn til Liberal Alliance, og Alternativet kommet ind i Folketinget. Man kan som borger være medlem af et af de politiske partier. Det var cirka 650.000 mennesker omkring 1950. Det svarede til næsten hver fjerde vælger. I dag er der langt færre, der er medlem af et politisk parti. Den tendens ser man også i mange andre lande. Vælgerne har fundet nye måder at tilkendegive deres politiske holdninger på. Ved begyndelsen af 2000-tallet var de politiske partiers samlede medlemstal i Danmark således faldet til cirka 180.000. Det er disse knap fem procent af vælgerne, der afgør, hvilke kandidater resten af befolkningen kan stemme på ved et valg. Det er nemlig ofte partiernes medlemmer, der bestemmer, hvem et parti skal opstille som kandidater. Selv om de politiske partier har færre medlemmer, er de fortsat meget vigtige deltagere i det demokratiske liv, og de har også meget stor indflydelse på vælgernes holdninger.
Politikerne og folketingsmedlemmerne
Et folketingsmedlem er kun bundet af sin personlige overbevisning og ikke af nogen forskrift fra vælgerne eller deres partier. Sådan står der i den danske grundlov. Det vil sige, at medlemmet kun repræsenterer sig selv. Han eller hun kan derfor stemme imod sit partis officielle politik, for eksempel hvis den strider imod vedkommendes personlige holdninger. Som regel følger de enkelte politikere dog deres partis politiske linje. I nogle sager beslutter et parti i Folketinget, at dets medlemmer stilles frit. I de tilfælde fastlægger partiet ikke en fælles holdning. Oftest sker det i sager, der handler om moral og etik. Det kan være i diskussioner om abort og kunstig befrugtning eller om homoseksuelles rettigheder.
Et medlem af Folketinget kan også vælge at træde ud af sit parti, hvis han eller hun ikke længere føler sig enig med sit partis holdninger. Den pågældende kan i så fald blive enten løsgænger eller medlem af et andet parti. Men han eller hun bevarer sit medlemskab af Folketinget og kan deltage i afstemninger.
Interesseorganisationer og foreninger
I Danmark er der tradition for, at politikerne inddrager foreninger og interesseorganisationer i de politiske beslutninger. De relevante organisationer bliver hørt og kan få lov til at møde op i Folketingets forskellige udvalg, når der arbejdes med ny lovgivning, der berører deres interesser og medlemmer. Interesseorganisationer søger på den måde at opnå indflydelse og at påvirke den politiske dagsorden. Men de bidrager også ofte med nyttig viden til den politiske proces. Interesseorganisationer indgår ofte i udvalg og arbejdsgrupper nedsat af regeringen. Fra 2009 til 2011 deltog for eksempel Dyrenes Beskyttelse i arbejdet i Justitsministeriets udvalg om hunde. Udvalget skulle undersøge, om der var behov for at ændre lovgivningen om hunde.
Interesseorganisationer opstod samtidig med de politiske partier i slutningen af 1800-tallet. I begyndelsen var det arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og landboforeninger. Mens partierne tog sig af den politiske kamp, fokuserede interesseorganisationerne mere snævert på medlemmernes økonomiske forhold og arbejdsforhold. I denne periode og langt op i 1900-tallet var der tætte bånd mellem partier og interesseorganisationer. Socialdemokratiet samarbejdede fast med LO (Landsorganisationen i Danmark – hovedorganisationen for fagforeninger i Danmark), Det Konservative Folkeparti med Dansk Arbejdsgiverforening, og Venstre med Landbrugsrådet. Gennem de seneste cirka 25 år er de nære relationer mellem partier og organisationer dog gået noget i opløsning. Men interesseorganisationerne spiller fortsat en aktiv rolle i det politiske liv.
I dag dækker interesseorganisationer og foreninger næsten alle områder af det politiske liv. De gamle organisationer er suppleret af en række nye inden for områder som miljøbeskyttelse, sundhed og fritidsliv.
Medierne og den offentlige debat
Medierne spiller på flere måder en vigtig rolle for demokratiet i Danmark. På den ene side er radio, fjernsyn, aviser, blade mv. med til at bringe den politiske debat ud til en bredere kreds af borgere. På den anden side fungerer medierne også som kanaler, hvor borgerne kan bidrage til debatten med deres meninger. Endelig kan medierne også selv påvirke den politiske dagsorden. På alle tre måder fungerer de som et bindeled mellem politikere og vælgere.
De danske medier er uafhængige af regeringen. Derfor kan de frit debattere og forholde sig kritisk til den politiske dagsorden. Dét er uundværligt for folkestyret. Tidligere fungerede en række danske aviser som talerør for de politiske partier. De var med andre ord partipolitisk styret. Selv i mange mindre byer udkom fire aviser, der repræsenterede de fire gamle partier: Socialdemokratiet, Venstre, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti. Aviserne gengav trofast partiets synspunkter, og læserne var ofte medlemmer af partiet. I løbet af 1960’erne ændrede aviserne karakter og frigjorde sig fra de politiske partier. Fra og med 1980’erne har aviserne endnu tydeligere påtaget sig opgaven som ”samfundets vagthund”. Det vil sige, at de på borgernes vegne holder øje med alle former for magthavere. På de fleste medier opfattes en historie, der er kritisk over for magten, som en god nyhedshistorie. Derfor er man begyndt at tale om medierne som ”den fjerde statsmagt”.
DEMOKRATI I HVERDAGEN – MEDBORGERSKAB
Demokratiet er bredt ud til mange dele af det danske samfund. Der er for eksempel tradition for, at borgerne kan være med til at fastlægge rammerne for deres hverdag. Eksempelvis i den lokale skole, hvor forældre og elever kan diskutere skolens forhold i skolebestyrelsen eller i klasse- og elevråd. Dette demokrati i hverdagen finder man også i bestyrelser i bolig- og andelsforeninger. Der er også en lang tradition for, at medarbejderne har indsigt i og indflydelse på forholdene på deres arbejdsplads. I alle disse sammenhænge arbejder man efter demokratiske principper.
Danmark er også kendetegnet ved et rigt foreningsog organisationsliv. Der findes ikke mange andre lande, hvor folk er medlem af så mange foreninger og organisationer. Omkring 90 procent af den danske befolkning er medlem af mindst én forening. Cirka 70 procent har deltaget aktivt i en forening, og omkring 40 procent har udført frivilligt arbejde gennem en forening. I gennemsnit er hver enkelt dansker medlem af tre-fire foreninger eller organisationer. Det kan være organisationer på arbejdsmarkedet eller fritidsorganisationer, hvor medlemmerne samler sig om en fælles hobby eller interesse. Andre er medlem af organisationer, der vil fremme bestemte formål, for eksempel at beskytte miljøet. For mange borgere virker foreningslivet og hverdagsdemokratiet også som en træning i demokrati. Her drøfter man sager med hinanden, indhenter viden, afprøver argumenter, indgår kompromiser og stemmer om forslag. Deltagerne bliver på den måde vant til at prøve at finde rimelige løsninger på de problemer, de er samlet om. Livet i foreningerne og demokratiet i hverdagen giver med andre ord borgerne et praktisk kendskab til demokratiske værdier og principper.
Den mest udbredte demokratiske aktivitet er at stemme ved folketingsvalg eller regionalog kommunalvalg. Man har ikke pligt til at stemme, men det gør langt de fleste alligevel. Valgdeltagelsen er særligt høj, når der er valg til Folketinget. Den er lidt lavere, når der stemmes til kommunale og regionale valg, men dog stadig ret høj. Ved valg til Europa-Parlamentet er der betydeligt færre, der stemmer. Den generelt høje stemmeprocent i Danmark kan have flere forklaringer. En af dem er, at danskerne som børn og unge opdrages til demokratiet. De lærer tidligt demokratiske værdier at kende. Det sker blandt andet i folkeskolen og i ungdomsuddannelserne. En anden forklaring er, at den stærke tradition for at være med i foreninger styrker borgernes demokratiske værdier. Endelig kan det også betyde noget, at demokratiet i Danmark fra begyndelsen har været et folkeligt projekt. Demokratiet blev båret frem af bønderne og arbejderne. De blev tidligt organiseret i de store bevægelser, der blev til partierne Venstre og Socialdemokratiet. Det har skabt en tradition for demokratisk deltagelse, som stadig præger Danmark. Danskerne er i dag generelt meget tilfredse med deres demokrati. De har tillid til demokratiets institutioner, stat, region og kommune. Men ikke nødvendigvis til de valgte politiske ledere – tilliden til politikerne går op og ned. Befolkningens politiske deltagelse er høj sammenlignet med mange andre lande. Men set over længere tid har deltagelsen ændret karakter. Færre er i dag medlem af et politisk parti. Og de såkaldte græsrodsbevægelser spiller i dag en mindre rolle, end de gjorde i 1970’erne og 1980’erne. I stedet er der skabt nye måder at udtrykke politiske holdninger på. Det kan være ved at skrive under på en politisk erklæring (underskriftsindsamling), ved at give penge til en politisk eller humanitær sag eller ved at tage politiske eller etiske hensyn som forbruger. Mange deltager også i politiske diskussioner på internettet.
DET DANSKE RETSSAMFUND
RETTIGHEDER I GRUNDLOVEN
I et demokrati som det danske er der grænser for statens magt over for den enkelte borger. Borgerne har en række grundlæggende rettigheder, som staten må respektere, og som beskytter dem mod statsmagtens overgreb. Grundloven indeholder således en række friheds- og menneskerettigheder, som statsmagten, herunder også Folketinget, må respektere. Grundloven indeholder blandt andet en beskyttelse af ytringsfriheden (retten til frit at give udtryk for sine holdninger og meddele sine tanker frit til andre), forsamlingsfriheden (retten til frit at samles og i fællesskab give udtryk for holdninger) og foreningsfriheden (retten til at danne foreninger og til at være medlem af foreninger).
Både ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og foreningsfriheden er afgørende forudsætninger for et demokrati. De kaldes de politiske frihedsrettigheder. Hvis folkestyret skal kunne fungere, skal der være en fri og åben debat. Folk skal have ret til at kritisere, udfordre og stille kritiske spørgsmål til magthaverne. Alle skal også have ret til at mødes med andre og til at være medlem af en politisk forening. Borgerne skal i fællesskab frit kunne udvikle og markere fælles holdninger, uanset om de går imod flertallets synspunkter. I Danmark er disse grundlæggende frihedsrettigheder som nævnt beskyttet i grundloven. Det betyder, at borgerne har ret til at ytre sig, danne foreninger og holde møder, uden at staten på forhånd skal godkende dette. Den danske grundlov forbyder censur. Det betyder, at regeringen ikke kan kræve, at f.eks. bøger og aviser skal godkendes, før de udgives.
Enhver frihed udøves under ansvar. Der er således sat visse grænser for de politiske frihedsrettigheder. Hvis man for eksempel overskrider lovens grænser for ytringsfriheden, kan man efter omstændighederne blive straffet og dømt til at betale erstatning. Det gælder blandt andet, hvis man omtaler andre borgere på en måde, der krænker deres ære (injurier). Det gælder også, hvis pressen overskrider grænserne for ytringsfrihed, f.eks. ved at skrive noget injurierende om en person. En forening kan også dømmes ulovlig og kræves opløst, hvis den virker ved eller søger at opnå sit mål ved vold eller ved anden ulovlighed. Men grænserne er vide. Og det hører med til demokratiet, at kun domstolene kan afgøre, om grænserne for ytringsfrihed er overtrådt.
Grundloven begrænser også statens mulighed for at gribe ind i den enkelte borgers privatliv. Grundloven beskytter den personlige frihed, boligens ukrænkelighed og ejendomsretten.
Grundloven har også nogle bestemmelser, der sikrer borgerne ret til visse ydelser fra det offentlige. Børn har ret til gratis undervisning i folkeskolen. Og borgerne har ret til en vis offentlig hjælp, hvis de opfylder bestemte forpligtelser i loven. Grundloven indeholder også enkelte regler, der forbyder diskrimination. Der står i grundloven, at der ikke på grundlag af tro og afstamning kan gøres forskel på borgernes rettigheder eller forpligtelser til at opfylde almindelige borgerpligter.
Når rettigheder fremgår af grundloven, må Folketinget og regeringen ikke lovgive i strid med disse rettigheder. Det er i sidste instans op til de uafhængige domstole at vurdere, om det sker. Borgernes grundlæggende rettigheder er ikke kun beskyttet af grundloven, men også af regler, som Folketinget har vedtaget, og af internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig.
Folketinget har blandt andet vedtaget en række love, der beskytter borgerne mod diskrimination (forskelsbehandling). I Danmark er det blandt andet forbudt at forskelsbehandle en person på grund af personens køn. Mænd og kvinder skal behandles lige. Det er også forbudt at forskelsbehandle på grund af en persons alder, race, tro, seksuel orientering eller etniske oprindelse. Det betyder, at det for eksempel er forbudt at forskelsbehandle en jobansøger, fordi personen har en anden etnisk oprindelse end dansk.
I 1992 blev Den Europæiske Menneskerettighedskonvention gjort til en del af den danske lovgivning. Menneskerettighedskonventionen supplerer og udbygger de friheds- og menneskerettigheder, der følger af grundloven. Domstolene kan tage stilling til, om danske myndigheder overholder konventionens krav. Danmark kan blive dømt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis landets love og afgørelser strider mod konventionens krav.
DEN OFFENTLIGE FORVALTNING
Den offentlige forvaltning – de statslige myndigheder, regionerne og kommunerne – har til opgave at føre landets love ud i livet. Den offentlige forvaltning skal blandt andet stille velfærdssamfundets tilbud til rådighed for borgerne. Det er også den offentlige forvaltning, der opkræver skatter og afgifter. Den offentlige forvaltning skal overholde landets love, når den udfører sine opgaver. Det gælder både myndigheder i stat, regioner og kommuner. Den offentlige forvaltning kan ikke handle på egen hånd. Man siger, at forvaltningens handlinger skal have hjemmel i en lov. Og forvaltningen må ikke handle i strid med lovene. Ifølge grundloven er det de uafhængige domstole, der kontrollerer den offentlige forvaltning. Samtidig skal staten føre tilsyn med kommunerne. Borgerne kan også klage til en række nævn, hvis de for eksempel mener, at deres kommune ikke har overholdt lovens regler. I den danske grundlov er det desuden bestemt, at forvaltningen kontrolleres af Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden bedømmer, om der er sket fejl eller forsømmelser i de offentlige myndigheders arbejde. Ombudsmanden skal være med til at sikre, at de offentlige myndigheder ikke foretager sig noget ulovligt, og at de behandler borgerne i overensstemmelse med den gældende lovgivning og giver dem de rettigheder, som de har krav på. Ombudsmanden vælges af Folketinget, men er uafhængig i sit arbejde. Hverken Folketinget, regeringen eller de offentlige myndigheder kan blande sig i ombudsmandens arbejde. Modsat domstolene kan Folketingets Ombudsmand ikke tilsidesætte de offentlige myndigheders afgørelser. Men Ombudsmandens skriftlige udtalelser har alligevel stor betydning for forvaltningens adfærd.
OFFENTLIGHED
Åbenhed (offentlighed) fremhæves ofte som en af demokratiets vigtigste forudsætninger. Den enkelte borger skal kunne få oplysninger om staten og dens handlinger. Både den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt er således underlagt regler om offentlighed: – Folketinget: Møderne er offentlige, så enhver kan komme og overvære møderne i folketingssalen. Det står direkte i grundloven. – Domstolene: Borgerne har i princippet lov til at overvære alle retssager. Og medierne skal frit kunne oplyse befolkningen om, hvad der sker i retssagerne. Domstolene kan dog beslutte, at en retssag skal holdes for lukkede døre. Så har hverken borgere eller journalister adgang til retslokalet.
– Den offentlige forvaltning: Borgerne har ret til at få indsigt i den offentlige forvaltnings arbejde. Det følger af forvaltningsloven, at en part i en sag har ret til aktindsigt i sagens dokumenter. Og enhver borger har normalt ret til at få kendskab til de oplysninger, som den offentlige forvaltning ligger inde med om vedkommende. Offentlighedsloven bestemmer, at enhver under visse betingelser har ret til at se de dokumenter, en myndighed ligger inde med. Men der er netop betingelser og grænser for denne ret. På samme måde er der i forvaltningsloven fastsat betingelser og grænser for parters aktindsigt.
BORGERNES PLIGTER
VÆRNEPLIGT: Værnepligten er en almindelig samfundspligt. Grundloven bestemmer, at enhver dansk mand har pligt til personligt at tage del i landets forsvar. Det betyder, at alle mænd over 18 år er forpligtede til i en periode at aftjene værnepligt, hvis de er egnede. I praksis er der ikke behov for, at alle unge mænd i en årgang aftjener deres værnepligt. Hvis ikke der er frivillige nok, bliver det ved lodtrækning afgjort, om man skal aftjene værnepligt. Hvis man udebliver fra den tjeneste, man bliver pålagt, kan man straffes med fængsel. Hvis udfaldet af lodtrækningen bliver, at man ikke skal aftjene værnepligt, siges man at have trukket frinummer. Mens mænd har værnepligt, kan kvinder aftjene værnepligt på værnepligtslignende vilkår. Det betyder, at kvinder kan bidrage til landets forsvar, hvis de ønsker det. Men de har ikke pligt til det.
Værnepligten varer mellem 4 og 12 måneder. Det afhænger af, hvilken tjeneste man indkaldes til. Hovedparten af de værnepligtige gør tjeneste i fire måneder. Hvis man af samvittighedsgrunde ikke ønsker at aftjene sin værnepligt i forsvaret eller redningsberedskabet, kan man blive militærnægter. En militærnægter kan aftjene sin værnepligt ved at udføre andet arbejde til gavn for samfundet. Det kan for eksempel være i institutioner for børn, unge og ældre eller i kulturelle institutioner som for eksempel museer og teatre. Hvis en militærnægter afviser at udføre det anviste arbejde, kan han straffes med fængsel.
BORGERLIGT OMBUD: En anden pligt i det danske samfund er det borgerlige ombud – eller blot et ombud. Et ombud er en opgave (et hverv), som samfundet kan pålægge en borger. Enhver, der er udpeget til et sådant hverv, skal tage imod det. Det kan eksempelvis være at sidde i en kommunalbestyrelse, hvis borgeren bliver valgt, eller at fungere som lægdommer (domsmand eller nævning) ved en domstol. Lægdommere er almindelige mennesker, der er med til at dømme i en straffesag. De skal dels vurdere, om den anklagede person er skyldig, dels være med til at bestemme, hvad straffen skal være (strafudmålingen).
STRAF: Hvis en borger ikke overholder loven, kan han eller hun ofte straffes. Det kræver dog, at det direkte fremgår af en lov, at forbrydelsen kan straffes. De alvorligste forbrydelser er indeholdt i straffeloven. Den har blandt andet bestemmelser om forbrydelser i familieforhold, forbrydelser mod kønssædeligheden (seksualforbrydelser), forbrydelser mod liv og legeme (vold og drab) og berigelsesforbrydelser (tyveri mv.). I Danmark er den kriminelle lavalder 15 år. Det betyder, at børn og unge under 15 år ikke kan straffes for en forbrydelse. Det skyldes, at de vurderes som umodne og ude af stand til at vurdere konsekvenserne af deres handlinger. Der kan i Danmark ikke idømmes dødsstraf.
STRAFFESAGER: Det er imidlertid ikke domstolene selv, men kun anklagemyndigheden, der kan rejse en straffesag. Det fremgår af retsplejeloven. Visse mindre alvorlige straffesager må dog i vidt omfang rejses af private. Det gælder for eksempel sager om freds- og ærekrænkelser. Anklagemyndigheden er den offentlige myndighed, der på samfundets vegne afgør, om en straffesag overhovedet skal indbringes for domstolene. Derefter afgør domstolene så, om borgeren er skyldig og skal straffes. Anklagemyndighedens øverste myndighed er Justitsministeriet, som ledes af justitsministeren. Den egentlige leder af anklagemyndigheden er Rigsadvokaten, som under sig har nogle statsadvokater og politidirektører. Politiet er en del af den statslige forvaltning. Det betyder, at staten har det overordnede ansvar for politiet.
Anklagemyndigheden skal overbevise dommerne om, at den anklagede er skyldig. Enhver rimelig tvivl skal komme den anklagede til gode. Men politiet skal gennem efterforskning skaffe de nødvendige beviser. Hvis man vil anmelde en forbrydelse, skal det også ske til politiet. Man har dog normalt ikke pligt til at anmelde en forbrydelse til politiet. Både politi og anklagemyndighed har pligt til at være objektive og sikre, at det er de rette personer, der bliver straffet, og at uskyldige ikke bliver retsforfulgt.
Retsplejeloven har regler for, hvilke indgreb politiet kan foretage over for en borger, når de efterforsker en sag. Politifolk må ikke anvende tvang under afhøring. De kan derfor ikke tvinge en person til at afgive forklaring. Enhver er dog forpligtet til at opgive navn, adresse og fødselsdato til politiet. Vil en borger klage over politiets adfærd, kan der klages til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Politiet kan under visse betingelser anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold. Hvis en borger bliver anholdt, skal han eller hun stilles for en dommer inden for 24 timer. Det er op til dommeren at afgøre, om borgeren skal løslades eller varetægtsfængsles, mens politiet og anklagemyndigheden efterforsker sagen. Dommeren kan også vælge at opretholde anholdelsen i tre gange 24 timer.
