Det Danske velfærdssamfund

Det Danske velfærdssamfund
5 (100%) 2 votes

DET DANSKE VELFÆRDSSAMFUND

INDLEDNING

Det danske samfund er et velfærdssamfund, der fungerer inden for rammerne af en markedsøkonomi. Dette har Danmark til fælles med mange andre, især europæiske, lande. Der er især tre forhold, der er værd at bemærke ved den danske velfærdsmodel: – Staten har påtaget sig et stort ansvar for borgernes velfærd. Den offentlige sektor varetager således mange af samfundets fælles opgaver.

– Velfærden stilles til rådighed for alle borgere, når de opfylder visse betingelser for at modtage den. – De fleste velfærdsydelser finansieres af hele befolkningen i fællesskab via skatter mv. Der er altså ikke nogen direkte sammenhæng mellem, hvad man betaler, og hvilke ydelser man modtager eller bruger. – Der er lagt stor vægt på serviceopgaver. Specielt lægges der større vægt på børnehaver og vuggestuer, skolefritidsordninger, og ældrepleje (hjemmehjælp, plejehjem mv.) end i de fleste andre lande.

Den måde at indrette velfærdssamfundet på gør det muligt for både mænd og kvinder at deltage aktivt på arbejdsmarkedet, også selv om de har børn. I danske børnefamilier arbejder både faderen og moderen typisk fuld eller næsten fuld tid, samtidig med at danskerne får flere børn end i de fleste andre lande i Europa. Men det er også nødvendigt, da der ellers ikke ville blive betalt nok i skat til at finansiere udgifterne til børnepasning, skoler, sygehuse, ældrepleje, dagpenge, kontanthjælp, sociale pensioner osv.

DEN DANSKE VELFÆRDSMODELS UDVIKLING

I alle samfund er det de arbejdsduelige voksne, der tager sig af de ældre, af børnene og af dem, der af den ene eller anden grund ikke kan klare sig selv. Historisk har dette ofte været organiseret inden for den enkelte familie eller i lokale fællesskaber. I det danske velfærdssamfund er en stadig større del af disse opgaver gradvist blevet overtaget af staten. Det er sket ved, at der efterhånden er blevet skabt et system, hvor alle samfundets borgere har ret til at få økonomisk og praktisk hjælp ud fra ensartede kriterier. Taler man om velfærd i bredeste forstand, er den første afgørende reform indførelsen af 7 års skolepligt i 1814 – med gratis undervisning for alle.

Ellers blev de første skridt til det velfærdssamfund, man kender i dag, taget i 1890’erne. Det skete i en tid, hvor der skete mange ændringer i det danske samfund, økonomisk, politisk og socialt. Landbruget blev lagt om. Industrien voksede frem. Demokratiet begyndte at tage form. Alt dette ændrede på relativt få år det danske samfund markant, herunder også de sociale forhold. Med ændringerne af det gamle landbrugs- og håndværkersamfund forsvandt en række private sociale ordninger. I stedet begyndte staten i stigende omfang at tage sig af de borgere, der havde behov for hjælp. Der kom flere og efterhånden mere faste regler for, hvem der kunne tildeles sociale ydelser ved sygdom, ulykke, arbejdsløshed og alderdom. Der var også flere og flere, som fik adgang til ydelserne. Velfærdssamfundet var så småt på vej.

I starten af 1930’erne blev der gennemført en større socialreform. Med reformen blev 55 socialpolitiske love samlet i fire folkeforsikringslove, og der blev gennemført mere klare regler for, hvornår den enkelte borger kunne få hjælp.

De vigtigste spor frem mod det nuværende velfærdssamfund blev lagt i 1950’erne og 1960’erne. Her blev flere af de grundlæggende principper for velfærdssamfundet etableret. Det var også i denne periode, at udvidelsen af velfærdsydelser for alvor tog fart, og det sociale sikkerhedsnet blev udbygget blandt andet med folkepensionslovene i 1956 og i 1964. Tidligere havde staten især hjulpet den enkelte borger, der blev berørt af arbejdsløshed, sygdom og ulykke, og ved alderdom. Men i denne periode begyndte velfærdssamfundet også at omfatte en række serviceydelser inden for især social- og sundhedssektoren. Det gjaldt ikke mindst børnepasning og hjemmehjælp til ældre. Hjælpen til den nødstedte borger blev efterhånden suppleret med serviceydelser, som hele befolkningen kunne nyde godt af, rig såvel som fattig.

Det var dog fra midten af 1960’erne til slutningen af 1970’erne, den store udbygning af serviceydelserne fandt sted. Det skete samtidig med, at næsten alle gifte kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, og den hjemmegående husmor næsten forsvandt. Fra 1980 til 2000-årene er denne udvikling fortsat med, at flertallet af kvinderne er gået fra deltid til fuld tid eller næsten fuld tid. Det er navnlig det offentliges overtagelse af børnepasning og ældrepleje mv., der har gjort dette muligt. Efterhånden får næsten alle børn mellem 1 og 6 år børnepasning mens de fleste 7 til 10-årige bliver passet efter skole. Samtidig blev barsels- og forældreorloven forlænget i flere omgange fra ganske få uger i 1970’erne til de 50 uger med fulde dagpenge, der gælder i dag for personer, der er i arbejde på fuld tid. Hertil kan faderen få to uger, og 32 af de 50 uger kan frit fordeles mellem faderen og moderen. Overenskomsterne supplerer ofte, så der er fuld løn i dele af eller hele barselsperioden.

Netop udbygningen af omsorgen for børn og ældre og af barsels- og forældreorloven er nok det vigtigste træk ved den nordiske velfærdsmodel. Det er også fulgt af en vækst i kvindernes uddannelsesniveau, der efterhånden ikke blot har indhentet, men også overhalet mændenes. Samfundsøkonomiens udvikling betyder meget for, hvilke ydelser staten kan tilbyde den enkelte borger. I 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne var der kraftig økonomisk vækst. Væksten i den offentlige sektor fortsatte i højt tempo i 1970’erne, trods krisen. Men i slutningen af 1970’erne kunne den økonomiske vækst i samfundet ikke følge med. Derfor blev det nødvendigt at bremse op i 1980’erne. Det gjaldt også fx for børnepasningen, selv om behovet var stort. Først i 1990’erne og 00’erne blev udbygningen fuldført.

Befolkningens sammensætning betyder også meget for velfærdssamfundets indtægter og udgifter. Det er især den del af befolkningen, der arbejder, som finansierer udgifterne til børn, ældre og andre, der har behov for hjælp. Med mange børn og ældre bliver antallet af modtagere af velfærdsydelser højt. Dermed bliver også udgifterne høje. Hvis der er mange personer i den erhvervsaktive alder, har flere et job. Dermed stiger også de skattebetalinger, som er den offentlige sektors vigtigste indtægtskilde. I perioden fra 1960’erne og frem til omkring år 2000 blev der stadigt flere i den erhvervsaktive alder. Det skyldes, at der blev født få børn i 1920’erne og 1930’erne, men mange børn lige efter 2. Verdenskrig. Kvinderne er samtidig kommet ud på arbejdsmarkedet, næsten i samme omfang som mændene. Derimod blev der født færre børn. Flere i den erhvervsaktive alder, flere kvinder på arbejdsmarkedet og færre børn. Denne kombination gjorde det i mange årtier lettere at finansiere udbygningen af velfærdssamfundet, fordi det betød flere indtægter og færre udgifter. Flere af disse gunstige betingelser er imidlertid ved at ændre sig.

For det første stiger levealderen. Siden 1995 er rest-levetiden for 60-årige steget efter i mange år at have ligget næsten stille. Fra 1991-95 havde en 60-årig mand gennemsnitligt 17,45 år tilbage at leve i. I 2010-14 var det steget til 21,18 år. For 60-årige kvinder er restlevetiden steget fra 21.50 år til 24,21 år. Det skyldes formentlig både sundere arbejdsforhold og levevis, og at behandlingen i sundhedsvæsenet er blevet bedre.

For det andet er det ikke længere de små årgange fra 1920’erne og 1930’erne, der går på pension, men store årgange fra 1945 og frem. De er større end de årgange, der kommer ind på arbejdsmarkedet. Det betyder, at befolkningen i den erhvervsaktive alder bliver mindre, samtidig med, at der bliver markant flere ældre. En løsning kan være at udvide den erhvervsaktive alder. Derfor besluttede et stort flertal i Folketinget i 2006, at pensionsalderen skal følge med den gennemsnitlige rest-levetid for 60-årige.

Et andet middel er at øge erhvervsdeltagelsen for de grupper, der har haft svært ved at finde arbejde. Det er blandt andet lykkedes for mange danskere med indvandrerbaggrund, hvor beskæftigelsen steg markant i perioden 1996-2007. Under krisen er beskæftigelsen faldet både for personer med dansk baggrund og for personer med indvandrerbaggrund.

At få flere på arbejdsmarkedet er dog ikke nok til at sikre, at Danmark kan forblive et af verdens rigeste lande og dermed have råd til at fastholde og udvikle velfærden. Det er blandt andet også nødvendigt at sikre, at den danske arbejdsstyrke er blandt de bedst uddannede i verden, og at Danmark er i stand til i nødvendigt omfang at tiltrække højtuddannet arbejdskraft fra udlandet. Dét vil styrke dansk erhvervslivs muligheder for at klare sig i den stadig hårdere konkurrence på det globale marked. Desuden betyder både den teknologiske udvikling og udflytningen af arbejdspladser, at antallet af ufaglærte jobs falder. Derfor er det af afgørende betydning for velfærdssamfundets fremtid, at flere end i dag får sig en uddannelse.

Det danske velfærdssamfund er kendetegnet ved en betydelig økonomisk omfordeling. Sammenlignet med andre lande har det danske samfund en høj grad af økonomisk lighed. Denne omfordeling sker både gennem skattesystemet og velfærdsstatens ydelser. Indkomstskatten bygger på det princip, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder.

Det betyder, at den procent, der skal betales i skat, stiger for høje indkomster (progressiv beskatning). Også kontantydelserne omfordeler. De gives især til dem, der ikke kan arbejde (pensionister, førtidspensionister, studerende, arbejdsløse, syge, personer på barsels- og forældreorlov mv.). Børnefamilier får dog også kontante ydelser, Det er begrundet med, at de har større udgifter. Endelig er der kontante ydelser til en række svage grupper med små indkomster, bl.a. boligstøtte. Serviceydelserne går til alle borgere med behov og er med til at sikre, at alle har mulighed for at arbejde og deltage i samfundslivet. Mange serviceydelser retter sig dog mod grupper, der typisk har små indkomster, f.eks. ældrepleje. Tilsammen bidrager skatter og offentlige ydelser i meget høj grad til at mindske forskellene i levestandard mellem borgerne.

Det danske velfærdssamfund bygger på et princip om, at den enkelte borger har både rettigheder og pligter. Borgere, der opfylder visse betingelser, har ret til velfærdssamfundets ydelser. Men den enkelte borger har også pligt til at bidrage til fællesskabet. Dels ved at betale skat, dels ved at arbejde, hvis man kan. Står man uden for arbejdsmarkedet og modtager hjælp, har man også pligt til selv at gøre en aktiv indsats for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det gælder både mænd og kvinder. Den danske model for velfærdssamfundet har mange træk til fælles med de andre nordiske landes. Ofte taler man om den nordiske model. Velfærdssamfundet forandrer og fornyer sig hele tiden. Blandt andet suppleres de offentlige velfærdsydelser af aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og i mindre omfang af rent private ordninger. Arbejdsmarkedets parter spiller især en stor rolle på pensionsområdet. Her er der også et stort privat marked, hvor den enkelte kan spare op til sin pension.

På de fleste andre områder betaler det offentlige for ordningerne, selv om det nogle gange er private virksomheder, som leverer serviceydelserne. På en del områder har brugerne frit valg mellem offentlige og private leverandører. Det gælder for eksempel hjemmehjælp. På sundhedsområdet er der etableret private sygehuse og klinikker. De fungerer i et vist omfang som alternativ eller supplement til de offentlige tilbud.

VELFÆRDSSAMFUNDETS FINANSIERING

Det danske velfærdssamfund finansieres først og fremmest gennem skatter på indkomst og gennem afgifter mv. Det er staten og kommunerne, der har ret til at udskrive skat. Indkomstskatten blev indført i 1903, dog med en markant lavere skatteprocent end i dag. Indkomstskatten betyder, at næsten alle indkomster er skattepligtige, uanset hvor de kommer fra. Den danske indkomstskat bygger på princippet om progressiv beskatning. Det betyder, at en person med høj indkomst betaler en større andel af sin indkomst til skattevæsenet end én, der ikke har så høj indkomst. Siden 2009 er der foruden arbejdsmarkedsbidraget dog kun to satser for almindelig indkomst, så der er en ekstra skat (topskat) på 15 pct. for indkomst over en vis størrelse. Det betyder også, at man betaler mere i skat af den sidst tjente krone end af den første, når man tjener over et vist beløb. Ud over indkomstskatten får staten og kommunerne også indtægter fra moms og afgifter, ejendomsskatter, selskabsskat samt beskatning af afkast på pensionsopsparing (såkaldt PAL-skat).

VELFÆRDSSAMFUNDETS OPGAVER OG AKTØRER

VELFÆRDSSAMFUNDETS OPGAVER

Velfærdssamfundet stiller en lang række ydelser til rådighed for borgerne. Det er almindeligt at tale om, at den offentlige sektor udfører to forskellige slags velfærdsopgaver. For det første hjælper den offentlige sektor de borgere, der har vanskeligt ved at klare sig selv. Den offentlige sektor skal sikre et socialt sikkerhedsnet for dem, der har behov for økonomisk hjælp. Cirka en tredjedel af de samlede offentlige udgifter går til indkomstoverførsler. De omfatter blandt andet folkepension, førtidspension, statens uddannelsesstøtte (SU), barselsdagpenge, børne-/ ungeydelse, boligstøtte, dagpenge ved arbejdsløshed og sygdom, kontanthjælp og integrationsydelse. For det andet leverer den offentlige sektor en række offentlige serviceydelser navnlig inden for social-, sundheds- og uddannelsesområdet. Det drejer sig for eksempel om vuggestuer og børnehaver, hospitaler, ældrepleje og mange former for uddannelse.

AKTØRER

Folketinget og regeringen fastlægger via lovgivning rammerne for det danske velfærdssamfund. Men det er i vidt omfang kommunerne og regionerne, der fylder lovens rammer ud. Det er dem, der i praksis leverer de fleste velfærdsydelser til borgerne. Indtil strukturreformen trådte i kraft den 1. januar 2007 var landet opdelt i 270 kommuner og 14 amter. Ved strukturreformen blev amterne nedlagt og erstattet af fem regioner. Kommunernes antal blev reduceret til 98, idet mange små kommuner blev lagt sammen. Samtidig blev regionernes opgaver færre end amternes, idet regionerne først og fremmest står for at drive sygehusene. Kommunernes opgaver blev flere. De overtog en del opgaver fra de tidligere amter, og samtidig blev den statslige arbejdsformidling lagt sammen med den kommunale indsats for andre typer af ledige til nutidens jobcentre.

Kommunerne løser mange forskellige velfærdsopgaver. Kommunerne skal i videst muligt omfang fungere som borgernes hovedindgang til den offentlige sektor. Kommunerne har derfor også en lang række af de opgaver, der er tættest på den enkelte borger. Det gælder blandt andet: – børnepasning i blandt andet vuggestuer og børnehaver – folkeskolen – ældrepleje – biblioteker og flere andre kulturopgaver – integration af flygtninge og indvandrere – tildeling af en lang række sociale ydelser – de fleste opgaver vedrørende miljø. Når det gælder indsatsen for at hjælpe ledige tilbage i beskæftigelse, foregår det i lokale jobcentre placeret i kommunerne. Endelig har kommunerne på sundhedsområdet ansvaret for bl.a. pleje og genoptræning efter hospitalsindlæggelse, hjemmesygeplejen, behandling af alkohol og stofmisbrug, den kommunale tandpleje, socialpsykiatri og forebyggelse mv. herunder også tilbud om hjælp til rygestop. Regionernes mest omfattende opgave er at drive størstedelen af sundhedsvæsenet. Det gælder sygehusene og den offentlige sygesikring, der giver alle borgere med bopæl i landet ret til lægehjælp mv. Regionerne har også opgaver vedrørende regional udvikling og driften af visse specialiserede sociale institutioner. Regionerne driver sammen med kommunerne desuden de kollektive trafikselskaber. Staten løser en række overordnede opgaver som for eksempel politi, retsvæsen og forsvar samt opgaver som for eksempel ungdomsuddannelser (gymnasier mv.), de videregående uddannelser og forskning. Staten administrerer endvidere al skatteopkrævning.

I Danmark er velfærdssamfundet således som udgangspunkt en offentlig opgave. Men gennem de seneste årtier er det blevet mere almindeligt at lade private virksomheder udføre nogle af velfærdsopgaverne, dog sådan, at det stadig er det offentlige, der betaler. Opgaverne udliciteres dermed til private virksomheder, der betales af det offentlige for at udføre opgaven. Der er også tradition for at inddrage frivillige organisationer i at løse de fælles opgaver. Der er i Danmark således flere hundrede frivillige organisationer. De driver blandt andet krisecentre, besøgsordninger, kontaktog væresteder mv. De opgaver, der løses ved hjælp af frivillige, er således typisk en række supplerende opgaver. I Danmark er det sjældent, at frivillige organisationer står for den grundlæggende service.

I 2014 dannede en lille gruppe borgere i Vendsyssel (vendelboere) foreningen ”Venligboerne”, der skulle hjælpe nyankomne flygtninge med en hurtig integration. Det inspirerede hurtigt mange andre, så der i løbet af 2015 blev dannet grupper over hele landet.

DEN DANSKE ØKONOMI

Det danske samfund har to gange i de seneste århundreder skiftet produktionstype. Første gang var i 1960’erne, hvor Danmark gik fra at være et landbrugsland til at udvikle sig til et industrisamfund. Anden gang var, da industrisamfundet gradvist udviklede sig til et videns- og servicesamfund.

Landbruget har traditionelt været det vigtigste erhverv i Danmark. I slutningen af 1800-tallet arbejdede hovedparten af befolkningen inden for landbrugssektoren. I samme periode blev de første større industrivirksomheder grundlagt i Danmark. Industrien voksede hurtigt, og omkring 1960 havde den fået større økonomisk betydning for dansk økonomi end landbruget. Fra begyndelsen af 1970’erne faldt andelen af beskæftigede inden for industrien, og servicesektoren voksede. I dag er cirka tre ud af fire beskæftigede således ansat inden for privat eller offentlig servicevirksomhed. Omkring en tredjedel af alle beskæftigede arbejder i dag i den offentlige sektor. Produktionen af landbrugsog industrivarer er dog steget, selv om antallet af ansatte er faldet. Det skyldes især mekaniseringen af produktionen og den hurtige teknologiske udvikling i disse sektorer.

De fleste private virksomheder i Danmark er små eller mellemstore. Der er kun få store virksomheder, men de spiller alligevel en væsentlig rolle for den danske økonomi. Da landbruget gennem århundreder har været et centralt erhverv, er en del af industrien stadig knyttet til og forarbejder råvarer fra landbruget. Men det er også lykkedes for danske virksomheder at finde områder eller nicher, hvor de har særlige kompetencer og styrke til at konkurrere på verdensmarkedet. Det gælder eksempelvis inden for rederivirksomhed, medicinalindustri og fødevareindustri samt for produkter som vindmøller og høreapparater. Danmark har en åben økonomi, hvor handel med udlandet altid har spillet en væsentlig rolle. Dels ligger Danmark godt placeret mellem Østersøen og verdenshavene og grænser op til mange lande. Dels mangler Danmark mange råvarer, så det har været nødvendigt at handle med omverdenen. I dag er det især de øvrige EU-lande, Norge og USA, som Danmark handler med. Danmark vil dog også gerne kunne handle med andre lande. Blandt andet derfor er Danmark i dag medlem af en række internationale organisationer, der ligesom EU også arbejder for mere fri handel. Det gælder for eksempel OECD (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling) og WTO (Verdenshandelsorganisationen).

ARBEJDSMARKEDET

De fleste i den erhvervsaktive alder deltager på det danske arbejdsmarked, og det gælder ikke kun mændene. Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet er et af de mest markante træk ved udviklingen på det danske arbejdsmarked de seneste 50 år. Antallet af kvinder på arbejdsmarkedet er fordoblet siden 1960. I begyndelsen var det meget almindeligt, at kvinderne arbejdede på deltid, det vil sige færre timer om ugen. Men siden 1980 er der blevet flere og flere kvinder, der arbejder på fuld tid. I dag er cirka 75 procent af kvinderne i den erhvervsaktive alder tilknyttet arbejdsstyrken.

Desuden er det danske arbejdsmarked kendetegnet ved, at arbejdskraften generelt er godt uddannet. Det skyldes blandt andet, at der i Danmark er lange og stærke traditioner for uddannelse, efteruddannelse og videreuddannelse.

DEN DANSKE ARBEJDSMARKEDSMODEL

Man taler ofte om en særlig dansk arbejdsmarkedsmodel. Den består i, at det er arbejdsmarkedets parter, det vil sige fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, der selv aftaler løn og arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet. Staten blander sig ikke, så længe parterne selv er i stand til at indgå aftaler på disse områder.

Den danske aftalemodel på arbejdsmarkedet bygger på tre centrale elementer. For det første er hovedparten af arbejdsstyrken organiseret i fagforeninger. For det andet er en stor del af arbejdsmarkedet dækket af kollektive overenskomster. Og for det tredje er arbejdsmarkedet præget af et trepartssamarbejde mellem lønmodtagere, arbejdsgivere og staten.

Traditionen er mere end 100 år gammel. Under den tidlige industrialisering i slutningen af 1800-tallet opstod der gradvist en større arbejderklasse i byerne. Arbejderne fandt sammen i Landsorganisationen i Danmark, det nuværende LO, der har til formål at kæmpe for bedre arbejdsforhold mv. Som svar herpå slog også arbejdsgiverne sig sammen i Dansk Arbejdsgiverforening, som i dag hedder DA. Forholdet mellem de to parter var i starten præget af konflikter og arbejdskampe. Efter en lang konflikt i 1899 indgik parterne et forlig, der er kendt som Septemberforliget.

Septemberforliget kaldes ofte for arbejdsmarkedets grundlov. Forliget betyder, at LO og DA anerkender hinanden som berettigede til at forhandle på deres medlemmers vegne. De kan altså indgå aftaler, der dækker flere grupper af arbejdstagere og arbejdsgivere. En sådan aftale kaldes en overenskomst, og den fastlægger typisk løn- og arbejdsvilkår. Septemberforliget slår også fast, at det er arbejdsgiveren, der leder og fordeler arbejdet, og som kan ansætte og afskedige medarbejdere. Endelig indebærer forliget en såkaldt fredspligt. Det betyder, at strejke og lockout ikke er tilladt, når der er indgået en overenskomst.

Disse grundlæggende principper ligger den dag i dag til grund for de aftaler, der indgås på det danske arbejdsmarked. Det er også arbejdsmarkedets parter, der selv søger at løse de konflikter, der måtte opstå. Staten blander sig mindst muligt. Grundtanken er, at arbejdsmarkedets parter hurtigere og bedre kan tilpasse aftalerne til den enkelte branche eller den enkelte virksomhed. Og når parterne selv har været med til at indgå en aftale, så accepterer de også dens vilkår. Det betyder blandt andet også, at man ikke har nogen lovgivning om mindsteløn i Danmark. Mindstelønnen har parterne aftalt i deres overenskomst eller en individuel aftale.

Arbejdsmarkedets parter bliver normalt også inddraget i at udforme den del af arbejdsmarkedspolitikken, der fastsættes gennem lovgivning. Det gælder for eksempel regler om arbejdsmiljø, arbejdsformidling, arbejdsmarkedsuddannelser og arbejdsløshedsforsikring.

Samarbejdet mellem lønmodtagere, arbejdsgivere og staten sikrer et arbejdsmarked, der både er fleksibelt for arbejdsgiverne og trygt for lønmodtagerne. Fleksibiliteten består i, at det er nemt for arbejdsgiverne at afskedige folk, når økonomien er dårlig, og let at ansætte folk, når det går godt. Trygheden består i, at lønmodtagerne har en økonomisk sikkerhed, hvis de mister deres job. De er også sikret hjælp til at prøve at komme tilbage på arbejdsmarkedet, for eksempel gennem jobhenvisning. Den danske arbejdsmarkedsmodel benævnes ofte som flexicuritymodellen.

HØJ ORGANISATIONSGRAD OG FORENINGSFRIHED

På det danske arbejdsmarked er det store flertal af arbejdstagerne fagligt organiseret. Omkring 70 procent af de danske arbejdstagere er medlem af en fagforening. Fagforeningen arbejder for at sikre medlemmerne de bedst mulige vilkår på arbejdspladserne. Der er fagforeninger både for privatansatte og for offentligt ansatte.

Både fagforeningerne og arbejdsgivernes organisationer er samlet i landsdækkende forbund og hovedorganisationer. De to største organisationer på arbejdsmarkedet er LO og DA. LO repræsenterer lønmodtagerne. LO er en paraplyorganisation for i alt 18 faglige forbund og organiserer cirka 1 mio. medlemmer. DA er arbejdsgivernes organisation og organiserer cirka 24.000 virksomheder inden for blandt andet industri, handel, transport, service og byggeri.

Næsten 80 procent af det danske arbejdsmarked er dækket af kollektive overenskomster. En kollektiv overenskomst er en aftale mellem en fagforening og en arbejdsgiver eller arbejdsgiverorganisation om løn- og arbejdsvilkår inden for et bestemt område, som parterne selv afgrænser i aftalen. En arbejdsgiver, som har indgået en overenskomst, er forpligtet til at give alle de ansatte de løn- og arbejdsvilkår, som fremgår af overenskomsten. Det gælder for eksempel aftaler om løn, pension, arbejdstid, ferie og opsigelse.

Der er foreningsfrihed i Danmark. Det betyder blandt andet, at den enkelte lønmodtager selv må beslutte, om han eller hun ønsker at være medlem af en fagforening og i givet fald hvilken. Det betyder også, at det er forbudt for en arbejdsgiver at afskedige en medarbejder, fordi denne ikke er medlem af en fagforening. Heller ikke i forbindelse med nyansættelse må en arbejdsgiver stille krav om, at en medarbejder skal være medlem af en bestemt fagforening.